
23-årige Mads Hartlev Jansen (forrest til venstre) stiller op til KV21 i Vejle Kommune som en af få unge. - Foto: Privatfoto / Facebook
Hver fjerde kommune har ingen under 30 år i byrådet
‘Det er jo lidt af en gammelmandssport.’ Sådan lyder det fra et ungt byrådsmedlem, der som en af få unge stiller op som kandidat ved KV21.
Udgivet: 06/09/2021
I blot 24 af landets kommuner har byråd og kommunalbestyrelser æren af at have medlemmer, der er under 30 år. Det skriver DR.
23-årige Mads Hartlev Jansen stiller op til kommunalvalget i Vejle Kommune 16. november for Venstre, og han blev for nylig på partiers opstillingsmøde valgt ind som nummer tre på listen. Hanlægger ikke skjul på, at han savner en større aldersspredning blandt byrådets medlemmer:
“Vi er en gruppe, der ikke er repræsenteret i byrådet, og det kunne vi godt gøre noget ved,” siger Mads Hartlev Jansen til DR.
DR har undersøgt resultaterne fra KV17, og her viser tallene, at blot 24 kommuner har medlemmer af byrådet, der er under 30 år. Og derudover har man ved en stikprøve i seks af kommunerne undersøgt, hvor mange af de unge kandidater, der er at finde på stemmesedlerne ved KV21.
I flere af de kommuner har man stadig ingen unge kandidater under 30 år for de største partier i kommunerne, Venstre og Socialdemokratiet. I Vejle Kommune har heller ikke hverken De Radikale eller SF en ung under 30 opstillet:
“Det ser ikke ret godt ud, vi har nogle dage endnu, men vores yngste kandidat er faktisk 38,” siger Britta Bitsch, der er formand for SF Vejle.
Ulrik Kjær er forsker i kommunalpolitik ved SDU. Han mener, at manglen på de unge i kommunalpolitik ikke er et nyt fænemen:
“Det kan der være en god begrundelse for, nemlig at de unge er mere mobile i den periode af deres liv og derfor måske heller ikke regner med at bo i den samme kommune om fire år,” siger Ulrik Kjær og fortsætter:
“Men dem, der stiller kandidater op, kunne jo godt gøre en ekstra indsats for også at få aldersspredningen ind i deres gruppe. Det kan godt være, at der er nogle af dem under 30, der skal have en ekstra opfordring.”
Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V) er ærgerlig over manglen på ungt blod i byrådssalen:
“Hvis et folkestyre skal virke efter hensigten med det, der ligger i ordet, er det vigtigt, at man afspejler den befolkning, som man i et byråd repræsenterer. Der er ingen, der er bedre til at sætte sig ind i, hvad det er for tanker, man går med som ung, end dem selv,” siger Jens Ejner Christensen til DR.
Sidst opdateret: 06/09/2021 - 10:21
Temaer: Kommunevalg
Emner: Vejle Kommune, Byråd







































