
Antallet af hjemløse mellem 50 og 60 år er vokset med 52 procent fra 2009 til 2019. I samme periode er antallet af hjemløse over 60 år steget med 76 procent. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Antallet af ældre hjemløse er vokset markant siden 2009
Mangel på hjælp og billige boliger er årsager til stigende hjemløshed blandt ældre, viser ny rapport.
Udgivet: 02/09/2021
Der er kommet flere og flere hjemløse over 50 år på de danske gader de seneste ti år.
Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive. Undersøgelsen er bestilt af Rådet for Socialt Udsatte.
Ifølge Vives seneste hjemløsetælling var 1.545 personer over 50 år ramt af hjemløshed i 2019.
I alt er antallet af hjemløse mellem 50 og 60 år vokset med 52 procent siden 2009. I samme periode er antallet af hjemløse over 60 år steget med 76 procent.
Det skyldes ifølge undersøgelsen blandt andet, at kommunerne mangler tilbud, der kan hjælpe socialt udsatte ældre ud af hjemløshed, mens der også er mangel på billige boliger til ældre.
Det betyder blandt andet, at mange ældre hjemløse med kroniske og behandlingskrævende diagnoser ofte bliver henvist til at overnatte på herberg.
- Undersøgelsen viser tydeligt, at kommunerne ikke har hverken tilstrækkelig eller rigtig hjælp til ældre i hjemløshed. Ældre bør ikke henvises til at overnatte på herberg, udtaler formand for Rådet for Socialt Udsatte Vibe Klarup i en pressemeddelelse.
Hun peger på, at løsningen bør være at udbrede modellen housing first. Den indebærer, at en hjemløs først bliver tilbudt en bolig, hvorefter man går i gang med at hjælpe vedkommende med for eksempel psykiske problemer.
- Det er afgørende for at komme hjemløshed til livs - også blandt den ældre gruppe, siger Vibe Klarup.
Det kan dog være svært for kommunerne at finde egnede boliger. Det skyldes, at mange ældre hjemløse modtager kontanthjælp i stedet for førtidspension og derfor ikke har råd til at betale.
Derfor kan en løsningsmodel ifølge Vibe Klarup være at lette adgangen til førtidspension for særligt udsatte borgere.
Alternativt anbefaler Rådet for Socialt Udsatte også, at der bliver stillet flere billige boliger til rådighed.
Regeringen kommer efter planen med et forslag til en reform af hjemløseindsatsen i løbet af efteråret.
Den nye undersøgelse fra Vive bygger på interviews med medarbejdere på sociale tilbud og i otte kommuner samt interviews med 13 ældre hjemløse.
/ritzau/
Sidst opdateret: 02/09/2021 - 06:42
Emner: Socialøkonomi, Almene boliger







































