
Der er grund til at smile i Esbjerg, som borgmester Jesper Frost gør på billedet her. Kommunen har nemlig lige fået 44 millioner til at udvide sin interne botilbudskapacitet. - Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix (arkiv)
Populær pulje er fordelt: 13 kommuner får del i pengene fra lånepulje
25 kommuner ansøgte om at få del i lånepuljen til at udvide deres interne botilbudskapacitet. Nu har Indenrigsministeriet fordelt puljens 200 millioner kroner. Puljen er dog ikke udtømt. Se fordelingen her.
Udgivet: 21/09/2023
13 kommuner får del i den populære lånepuljes 200 millioner kroner til at udvide deres interne botilbudskapacitet. Det oplyser Indenrigsministeriet i et nyt svar til NB-Social.
Dog er det ikke samtlige 200 millioner, der er blevet fordelt, da de 13 kommuner i alt har fået 190,4 millioner kroner. Der er altså næsten ti millioner tilbage i puljen.
Der var 25 kommuner, der havde ansøgt om at få del i pengene, hvilket betyder, at 12 kommuner ikke får nogle af puljens penge. I alt havde de søgt om 705 millioner kroner tilsammen.
Puljen til at udvide botilbudskapaciteten blev aftalt i forbindelse med økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2024 på baggrund af Tranæs-udvalgets anbefalinger til at sikre en bæredygtig økonomisk og faglig udvikling på det specialiserede socialområde.
Et af udvalgets pointer var, at kommunerne manglede kapacitet på botilbudsområdet. Det var en forudsætning, hvis der skulle være et konkurrencedygtigt marked med en fair prissætning.
Puljen er på 1,5 milliarder kroner i alt. Til byggeriet i 2024 kunne kommunerne søge om 200 millioner, i 2025 kan de søge om 600 millioner, mens det er 700 millioner i 2026.
Sådan er puljens midler blevet fordelt:
(Artiklen fortsætter under tabellen)
Af de kommuner, der får glæde af puljens indhold, er det kun København og Aarhus, der ikke fik præcist det beløb, som kommunerne søgte.
Her er det særligt København, der får langt under halvdelen af, hvad kommunen havde søgt. Havde København fået de næsten 100 millioner, så havde kommunen også fået halvdelen af puljens indhold.
Kommuner lever ikke op til kriterier
Der er 12 kommuner, der ikke får del i puljens indhold. Det drejer sig om:
(Artiklen fortsætter under tabellen)
Det er dog værd at bemærke, at nu hvor puljen ikke er blevet tømt for penge, ville man på papiret kunne godkende enkelte af de ovenstående kommuners ansøgninger.
Reelt er der næsten 10 millioner tilbage, hvilket betyder, at man eksempelvis kunne have bevilliget penge til kommuner som Ballerup eller Odsherred.
Grunden til at puljen ikke er blevet tømt, skyldes formentligt at de sidste kommuner ikke har kunne leve op til puljens kriterier.
Ifølge NB-Socials oplysninger var det et krav, at midlerne skulle være brugt og byggeriet stå færdigt inden udgangen af 2024.
Det er grunden til, at en kommune som Ballerup fik et afslag, da kommunen ikke kunne garantere at den levede op til kriteriet om at være færdige inden udgangen af 2024.
Selvom 12 kommuner har fået afslag i at få penge fra puljen i 2024, betyder det ikke, at de ikke kan søge midler fra puljen i 2025 eller 2026. Flere kommuner, som NB-Social har talt med før afgørelsen, er også åbne for at søge igen til næste år.
Sidst opdateret: 21/09/2023 - 09:38
Emner: Socialøkonomi







































