
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og sundhedsminister Magnus Heunicke fortæller onsdag aften, at regeringen vil afslutte sygeplejerskernes strejke med et lovindgreb. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Sygeplejerske-konflikt kan være slut lørdag
Regeringen vil søge at få hastebehandlet lovindgreb, der skal afslutte sygeplejerskernes strejke. Det er godt for borgerne, mener KL.
Udgivet: 26/08/2021
Regeringen har besluttet at afslutte sygeplejerskernes strejke ved et lovindgreb. Det oplyser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde onsdag aften.
Et lovindgreb skal gennem Folketinget. Ifølge Peter Hummelgaard (S) vil lovforslaget blive fremsat torsdag med henblik på, at det kan træde i kraft lørdag.
Hvis lovforslaget skal hastebehandles, kræver det dispensation fra tre fjerdedele af Folketinget.
Ifølge Peter Hummelgaard er det regeringens opfattelse, at der ikke er et blokerende mindre.
Lovforslaget vil følge det mæglingsforslag, som forligsmanden kom frem til, oplyser beskæftigelsesministeren.
Mæglingsforslaget blev i sin tid afvist af sygeplejerskernes medlemmer.
Regeringen begrunder behovet for et indgreb med, at sundhedsvæsnet ikke kan holde til, at en andel af sygeplejerskerne strejker.
- Lige nu der kører vores planlagte operationer på halv kraft, og det siger sig selv, at sundhedsvæsenet kan ikke fungere i så lang tid på halv kraft, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- For hver uge konflikten får lov til at fortsætte, forlænger man puklen af behandlinger med 10 uger. Det påvirker 200.000 patienter, siger han.
Michael Ziegler, KL's chefforhandler og formand for KL's Løn- og Personaleudvalg, siger i en pressemeddelelse, at han er både ærgerlig over indgrebet og glad på borgernes vegne:
"Jeg er oprigtigt ærgerlig over, at det ikke er lykkedes os at få godkendt en aftale med Dansk Sygeplejeråd om en ny overenskomst, lige som det lykkedes med alle andre grupper på vores arbejdsmarked. Vi har indgået to aftaler sammen, men de er som bekendt begge blevet stemt ned," siger Michael Ziegler og fortsætter:
"Konflikten har varet i næsten 10 uger og har påvirket mange borgere. Det er naturligvis ikke en holdbar situation. Det er godt, at både de borgere, der har været ramt af konflikten, og de borgere, der stod til at ville blive ramt, nu kan få den regionale og kommunale service, som vi gerne vil give dem."
Både SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har allerede meddelt, at de stemmer imod lovindgrebet. De langer samtidig alle tre hårdt ud mod regeringen.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard erkender også onsdag aften, at han helst var fri for at afholde det pressemøde, han selv havde indkaldt til:
- Der er ikke nogen vindere ved det her, men sådan er virkeligheden jo også fra tid til anden, siger han.
Han kom samtidig med løfte om, at det element i mæglingsforslaget, der handler om at lave en komité, der skal undersøge uligeløn på arbejdsmarkedet.
- Det her er ikke en syltekrukke. Vi har tænkt os at følge op på, hvad lønkomitéen finder frem til, siger han.
/ritzau/ jornns
Sidst opdateret: 26/08/2021 - 05:45
Emner: Sygepleje, KL - Kommunernes Landsforening, Dansk Sygeplejeråd, Arbejdsmarked









































