421.405 kroner. Så meget kan en kommune i de mest ekstreme tilfælde tjene ved at visitere en borger til et tilbud i egen kommune i stedet for nabokommunen.

Selvom indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) over sommeren har slået fast, at han ikke mener, at kommunerne vil reagere på det økonomiske incitament ved at hjemtage borgere til tilbud i egen kommune, så er det store beløb, der er på spil for kommunerne.

Det skyldes, at det alene er bopælskommunen, der modtager tilskud og udligning for en borger, uagtet at det kan være en anden kommune, der afholder størstedelen af borgerens udgifter.

Derfor har NB-Økonomi lavet en række beregninger for at illustrere, hvor store beløb der faktisk kan være tale om. Vi har taget udgangspunkt i de mest ekstreme tilfælde, fordi det er her, kommunerne for alvor kan tjene udligningskroner ved at spekulere i placeringen af tilbuddet.

Hvis en kommune eksempelvis kan finde 10 børn med psykiatriske lidelser, som er placeret i en anden kommune, og flytte dem hjem til egen kommune, så har byrådet pludselig fire millioner kroner mere til budgetforhandlingerne.

Derfor er det de mest udsatte borgere, hvor kommunerne især har et incitament til ikke blot at visitere på baggrund af borgerens behov, men også har et stort økonomisk incitament til at finde et tilbud i egen kommune, selvom det måske ikke er hverken det billigste tilbud eller det bedste tilbud for borgeren.

Se her, hvor meget en kommune kan tjene ved at visitere bestemte typer af borgere til tilbud i egen kommune i stedet for nabokommunen. Under de to eksempelberegninger kan du få et samlet overblik over, hvor meget de enkelte kriterier betyder for en borgers udgiftsbehov.