
Nogle skoler tilbyder stadigvæk eleverne kviktest af corona, mens andre ikke gør. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Tilbyder din kommune test af elever på skolerne?
Nogle kommuner er holdt op, mens andre fortsætter med at tilbyde elever, at de kan blive coronatestet på skolerne. Færre testmuligheder kan øge smittespredningen, vurderer ekspert.
Udgivet: 10/08/2021
Hvad sker der, når det bliver mere besværligt for skoleelever at blive testet for corona?
Det vil vise sig i den kommende tid. For i nogle kommuner kan eleverne her ved starten af det nye skoleår ikke længere blive testet på skolerne, skriver DR. I stedet opfordres ikke-vaccinerede elever på 12 år og opefter til at bruge tid på at blive testet to gange om ugen i testcentre, som i en del tilfælde ligger nogle kilometer fra hjemmet.
DR har fundet fem kommuner, der ikke længere tilbyder test i skoletiden. En af dem er Slagelse. Her har kommunen skrevet til forældrene, at "fremover vil det være op til dig at få dit barn over 12 år testet ved et af de faste teststeder i kommunen."
Dorte Christiansen, der er skolechef i Slagelse Kommune, fortæller, at det er dyrt at oprethold testkapacitet på skolerne.
"Det er et enormt ressourcetræk at skulle teste. Det kan vi ikke fortsætte. Vi skal anvende vores ressourcer rimeligt," siger Dorte Christiansen til DR.Tine Samsø, der er skolebestyrelsesformand på Vemmelev Skole i Slagelse Kommune, hæfter sig ved, at nogle elever nu skal køre op til ti kilometer for at finde et testcenter.
"Det betyder jo, at man skal finde tiden efter skole og arbejde, og for mange familier vil det være svært at finde tiden til at få det gjort to gange om ugen, selvom det anbefales. Jeg tror, der er mange familier, der ikke vil få det gjort. Og det vil jo få konsekvenser, hvis smitten stiger," siger Tine Samsø til DR.
Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, er af DR blevet spurgt, om der problematisk, at færre bliver testet, når der forsvinder testmuligheder. Hertil svarer han:
"Ja, det er problematisk, hvis man ønsker at holde coronaepidemien ude af folkeskolerne."
Sidst opdateret: 10/08/2021 - 11:20
Emner: Skole












































