Analyse: Herfra deler politikerne oftest nyheder

TV2.dk var det medie, politikerne oftest delte nyheder fra i 2020. Men der er tegn på en udvikling mod mere partipresse, lyder det fra ekspert.

Udgivet: 10/08/2021

Del artiklen:

1.330 gange delte danske folketingspolitikere nyheder fra TV2.dk på Facebook i 2020.

Det er dermed det medie, som politikerne oftest delte nyheder fra. Det viser en stor analyse af politikernes nyhedsdeling, som Analyse & Tal og Common Consultancy har lavet for Fagbladet 3F.

TV2.dk er skarpt efterfulgt af Berlingske.dk, der blev delt 1.300 gange i 2020, samt dr.dk, der blev delt 1.271 gange. Det skriver Fagbladet 3F.

Fagbladet 3F ligger selv på en 17. plads og er med 133 delinger i 2020 det fagblad, politikerne oftest delte nyheder fra på Facebook.

Artiklen fortsætter under grafikken.

null
Grafik: Fagbladet 3F

Ser man på de medier, som oftest fik delt den samme nyhedshistorie af mere end én politiker, så ligger DR og TV2 begge to i top 3. De må dog begge se sig slået af Ekstrabladet.dk, som indtager toppen af den liste.

"Størstedelen af danskerne får også deres nyheder fra TV2 og DR, og det er med til at give et element af fælles offentlighed," siger Dennis Christensen, der er chef for DR’s medieforskning.

Selvom public service-medierne og de store dagblade topper listen, har også Dansk Folkepartis nyhedsside ditoverblik.dk sneget sig ind i top 10. Ditoverblik.dk var politikernes 8. mest delte medie med 482 delinger i 2020.

Også nyeborgerlige.dk er i top 20.

Og det mere holdningsbaserede stof er i vækst i det danske mediebillede, siger Dennis Christensen:

"De to medier (ditoverblik.dk og nyeborgerlige.dk, red.) er de mest åbenlyse eksempler på det. Men det er også en tendens, vi ser hos de store dagblade, hvor man udvælger vinkler eller historier, der passer til abonnenternes holdninger."

Det skyldes særligt de såkaldte algoritmer – de matematiske formler, der afgør hvilket indhold man ser på de sociale medier – forklarer Dennis Christensen.

Algoritmerne opprioriterer nemlig indhold, som påkalder følelser som vrede, og hvor nuancerne er skåret fra.

"Hvis du vælger den konsensussøgende vinkel, så drukner det i algoritmerne. Det er spillereglerne på de sociale medier, og politikerne gør det ikke for at være onde. Men det kan godt være skadeligt for den fælles offentlighed," siger han.

I 2019 i forbindelse med folketingsvalget foretog et ekspertpanel bestående af en række førende medieforskere en stor undersøgelse af 15 udvalgte medier for Politiken.

Undersøgelsen førte til, at panelet klassificerede ni medier som såkaldte ”junkmedier”, fordi de manipulerede og spredte misinformation.

Et af de medier, der blev klassificeret som junkmedie, er internetmediet Den Korte Avis denkorteavis.dk. Det stærkt indvandrerkritiske medie blev af ekspertpanelet ifølge Politiken især kritiseret for at skrive ”holdninger forklædt som journalistik”.

På trods af kritikken var Den Korte Avis i 2020 det 18. mest delte nyhedsmedie blandt politikerne på Facebook, viser analysen fra Analyse & Tal og Common Consultancy.

Og det overrasker ikke Dennis Christensen.

"De lever af at skarpvinkle indhold, der handler om flygtninge- indvandrerområdet, som har været det mest debatterede emne i de sidste tyve år. Det er desværre ikke overraskende, at det klarer sig godt på sociale medier," siger han til Fagbladet 3F.

Sidst opdateret: 10/08/2021 - 11:06

Temaer: Kommunevalg

Emner: Medier

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]