Færre aktiviteter for de ældre er en af de kedelige konsekvenser af mangel på ferieafløsere i mange kommuner.

Færre aktiviteter for de ældre er en af de kedelige konsekvenser af mangel på ferieafløsere i mange kommuner. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Presset kommune må lukke daghjem

Kommunerne kæmper henover sommeren mere end sædvanligt med at skaffe hænder nok i ældreplejen. Det giver ringere service til de ældre. Eksempelvis har man i nordsjællandsk kommune set sig nødsaget til midlertidigt at lukke tre daghjem.

Udgivet: 06/08/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Mangel på personale og vikarer sætter her i løbet af sommeren kedelige aftryk på ældreplejen i flere kommuner. For eksempel i nordsjællandske Rudersdal Kommune, hvor man har fundet det nødvendigt midlertidigt at lukke tre daghjem. Svagelige ældre i kommunen er af den årsag blevet mindre aktiveret og gået glip af socialt samvær.

Rudersdal Kommune tilskriver det mangel på ferieafløsere, at kommunen har set sig nødsaget til midlertidigt at lukke daghjem. Det skriver Sjællandske Medier.

De ældre brugere af tre daghjem fik fredag 16. juli besked om, at tre af kommunens daghjem fra mandag den 19. juli ville være lukket tre uger frem.

Det er bestemt ikke normalt eller ønskeligt at lukke daghjemmene. Det fastslår Birgitte Schjerning Povlsen (K), der er formand for Social og Sundhedsudvalget i byrådet.

"Vi var nødt til at pulje de ressourcer, som vi havde sammen, på vores midlertidige genoptræningspladser, hvor der er behov for sundhedsfaglige kompetencer til at sikre en god pleje og genoptræning. Det er den bedste løsning af en masse dårlige. Daghjemmene er midlertidigt lukket for, at de midlertidige genoptræningspladser kan forblive åbne," forklarer Birgitte Schjerning Povlsen til Sjællandske Medier.

Chef: Et nationalt problem

Vicekommunaldirektør Thomas Bille vurderer, at Rudersdal i lighed med andre kommuner er ramt af rekrutteringsudfordringerne på ældreområdet:

"Vi har samme udfordring som hele social-og sundhedsområdet på nationalt plan oplever. Det drejer som om, at vi har store udfordringer med at rekruttere, da mange timelønnede medarbejdere nu bl.a. arbejder som podere," siger Thomas Bille til Sjællandske Medier og fortsætter:

"Derfor har vi slet ikke fået det antal ansøgere, som vi plejer til stillinger som sommerferievikarer. Ligeledes er mange af de timelønnede, som vi har haft i mange år, blevet rekrutteret som podere."

Andre kommuner har også haft svært ved at skaffe nok personale i ældreplejen hen over sommeren. Tidligere på sommeren måtte for eksempel Sorø Kommune skrive til borgerne, "at borgerne for eksempel vil kunne opleve, at der ikke bliver redt seng eller gjort rent så ofte, eller at der er færre besøg fra hjemmeplejen, som også kan besøge borgerne på nye tidspunkter."

Tilsvarende udmeldinger om reduktion i ældreservicen er kommet fra blandt andre kommunerne Silkeborg og Hedensted.

Pode-firma melder hus forbi

Manglen på især unge med lyst til at tjene nogle penge i sommerferien ved at arbejde med ældre bliver tilskrevet, at de får bedre løn hos for eksempel hos CPH Medical, der driver en række testcentre. Men CPH Medical har ved flere lejligheder givet udtryk for, at testcentrene kun har ansat en brøkdel af de unge, som kunne have været i ældreplejen.

Læs også:
Kommunerne får penge til at kunne ansætte 1.000 flere i ældreplejen

Sidst opdateret: 07/08/2021 - 15:58

Emner: Ældrepleje, FOA, Rekruttering, Rudersdal Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]