
Kulturministeren har nedsat en arbejdsgruppe, der skal overveje en ændring af museumsloven og det kan få betydning for Nyborg Slot-projektet. - Foto: Illustration: Jaja Architects.
Fortidsminder sendt i arbejdsgruppe
Kulturministeren har nedsat en arbejdsgruppe, som skal se på museumsloven og hensynet til formidling og tilgængelighed af fortidsminder som f.eks. Nyborg Slot.
Udgivet: 29/06/2021
Kulturminister Joy Mogensen (S) har netop nedsat en arbejdsgruppe, som skal overveje, hvordan museumsloven kan ændres, så der kommer en bedre afvejning af hensynet til beskyttelse af fortidsminderne og hensynet til formidling og tilgængelighed.
“Det er vigtigt, at der er den rigtige balance, når det kommer til at beskytte og formidle opleve vores fortidsminder. Flere sager har sat spørgsmål ved, om balancen er, som den skal være i dag," siger kulturministeren i en pressemeddelelse.
Hun håber at arbejdsgruppen kan finde gode løsninger en mere nutidig brug af fortidsminderne uden at gå på kompromis med beskyttelsen.
Det er et emne, som er aktuelt i f.eks. sagen om Nyborg Slot-projektet, der har været 10 år undervejs, hvor man gerne vil formidle middelalderhistorien ved blandt andet at opføre en ny ringmur på Borgholmen.
Hensynet til formidling og beskyttelse
Det fremgår at en pressemeddelelse fra Kulturministeriet, at arbejdsgruppen skal komme med forslag til konkrete ændringer i museumslovens bestemmelser om beskyttede fortidsminder, så fysisk formidling bliver mulig. Og udfordringerne skal løses med f.eks. bebyggede voldsteder og forsvarsanlæg.
Arbejdsgruppen skal også forholde sig til, hvordan man kan håndtere tilvæksten af fortidsminder fra 1. verdenskrig og senere fra 2. verdenskrig, der sker på grund af den automatiske beskyttelse af fortidsminder. Fordi ikke alle fortidsminder af denne art er lige væsentlige at beskytte eller ikke har kulturhistorisk relevans.
Fakta
Konkret skal arbejdsgruppen kigge på følgende områder af loven:
• En styrkelse af hensynet til formidling og tilgængelighed i forbindelse med dispensation til ændringer i beskyttede fortidsminder i henhold til §29e og §29j i museumsloven.
• Større handlerum i relation til bebyggede fortidsminder og fortidsminder i brug.
• Det store omfang af automatisk beskyttede fortidsminder fra det 20. århundrede.
• Etablering af et særskilt klagenævn på kulturarvsområdet.
Ministeren har udpeget følgende personer som medlemmer af arbejdsgruppen:
Keld Møller Hansen, direktør Museum Sydøstdanmark
Lars Chr. Nørbach, direktør Nordjyske Museer
Jytte Nielsen, museumsleder Museum Thy
Lennart S. Madsen, enhedsleder arkæologi, Museum Sønderjylland
Anne-Christine Larsen, museumschef og leder af Trelleborg, Nationalmuseet
Mette Klingenberg, teamleder arkæologi og fredede fortidsminder, Holstebro Museum
Det forventes, at arbejdsgruppens anbefalinger foreligger i slutningen af september.
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Emner: Nyborg Kommune, Kulturarv











































