På et åbent samråd torsdag den 24. juni slog social- og ældreminister Astrid Krag (S) fast, at regeringen i økonomiaftalen med KL ikke har taget forskud på konklusionerne i evalueringen af det specialiserede socialområde, som kommer til efteråret.

På et åbent samråd torsdag den 24. juni slog social- og ældreminister Astrid Krag (S) fast, at regeringen i økonomiaftalen med KL ikke har taget forskud på konklusionerne i evalueringen af det specialiserede socialområde, som kommer til efteråret. - Foto: TV fra Folketinget

Astrid Krag: Opgavefordelingen på socialområdet er ikke låst fast

Selvom et afsnit i økonomiaftalen 'forankrer' det specialiserede socialområde hos kommunerne, så forsikrer minister nu Folketinget om, at den fremadrettede opgavefordeling ikke er endeligt vedtaget.

Udgivet: 25/06/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Det er endnu ikke endegyldigt besluttet, om regionerne eller staten fremover skal påtage sig en del af opgaverne på det specialiserede socialområde.

Det fastslår social- og ældreminister Astrid Krag (S) i et åbent samråd i Folketingets Social- og Ældreudvalg.

Baggrunden for samrådet var, at den radikale social- og retsordfører Kristian Hegaard ville have uddybet et afsnit i den nyligt indgåede økonomiaftale mellem KL og regeringen, hvor han har tolket afsnittet som om, at det specialiserede socialområde nu lægges endegyldigt hos kommunerne.

Det var han kritisk overfor, fordi man lige nu venter på en omfattende evaluering af det specialiserede socialområde, som skal komme til efteråret. Derfor mente han, at man havde taget forskud på konklusionerne, og spurgte derfor ind til, om evalueringen stadig giver mening.

I afsnittet i økonomiaftalen står der:

"Parterne er enige om, at rammerne for en sammenhængende og helhedsorienteret indsats på det specialiserede socialområde forankres bedst i kommunerne. Kommunerne sikrer sammenhæng mellem de sociale indsatser og indsatserne på beskæftigelses-, undervisnings- og ældreområdet, en tydelig ansvarsplacering og fremmer forebyggende indsatser i borgerens nærmiljø."

Men Astrid Krag kunne på samrådet forsikre Folketingets Social- og Ældreudvalg om, at man ikke har konkluderet noget endegyldigt, og at ovenstående afsnit ikke skal læses som om, at det nu er besluttet, at ansvaret for det specialiserede socialområde ligger endegyldigt hos kommunerne.

"Jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm, at der med økonomiaftalen ikke er taget forskud på konklusionerne i forlængelse af evalueringen af det specialiserede socialområde," sagde Astrid Krag på samrådet, og lovede dermed, at regeringen holder fast i sin aftale med støttepartierne.

"Regeringen har aftalt med støttepartierne, at vi skal sikre den mest hensigtsmæssige opgavefordeling mellem kommuner og regioner på det specialiserede socialområde, og det står vi ved," sagde ministeren.

Regeringens politik er stadig den samme

Men Astrid Krag sagde dog, at det fortsat er regeringens politik, at det specialiserede socialområde som udgangspunkt skal ligge hos kommunerne.

"Regeringen mener ikke, at en opgaveflytning i sig selv vil løse de reelle udfordringer på det specialiserede socialområde. En flytning af opgaverne kan desuden betyde, at indsatserne bliver mindre helhedsorienterede," sagde hun, men åbnede samtidig en lille dør på klem:

"Men det betyder ikke, at vi ikke kan have en diskussion om, hvorvidt der kan være højt specialiserede tilbud til specifikke målgruppe, som varetages bedst i en anden organisation."

Dermed vil den fremadrettede opgavefordeling på det specialiserede socialområde først blive besluttet, efter analysen af det specialiserede socialområde foreligger i løbet af efteråret.

Økonomien er blevet løftet

Astrid Krag benyttede desuden samrådet til endnu en gang at fastslå, at hun mener, at kommunerne kan løfte det specialiserede socialområde økonomisk på baggrund af den netop indgåede økonomiaftale.

"Med økonomiaftalen styrker vi kommunernes muligheder for at levere velfærd – også på socialområdet. Vi har i hvert fald, siden denne regering trådte til, kunnet se, at når vi har løftet velfærdsøkonomien i kommunerne bredt set, så har det også kommet det specialiserede socialområde tilgode – også selvom pengene ikke har været øremærket," sagde hun.

Læs også:
KL-direktør: Økonomiaftale giver ikke løft af socialområdet

Det siger hun til trods for, at ud af løftet af servicerammen på 1,4 milliarder kroner i 2022, så går 1,25 milliarder til demografien, altså at sikre uændret service til flere børn og ældre. Samtidig skal kommunerne bruge 7-800 millioner kroner ekstra på det specialiserede socialområde, blot for at bevare en uændret service.

Men Astrid Krag mener, at kommunerne godt kan give bedre service på det specialiserede socialområde på baggrund af økonomiaftalen. Samtidig understregede hun, at hun ikke forstår, hvorfor flere mener, at det specialiserede socialområde ikke får gavn af økonomiaftalen.

"Jeg kan ikke genkende det billede, der af nogle bliver tegnet på de sociale medier af, at det specialiserede socialområde ikke får gavn af det generelle velfærdsløft, der ligger i den økonomiaftale, regeringen har indgået med kommunerne," sagde Astrid Krag.

Læs også:
Handicappede er vrede over 'fuckfinger' fra KL og regeringen

I aftalen står der, at kommunerne får grønt lys af regeringen til at prioritere på det specialiserede socialområde indenfor den aftalte ramme. Dermed lægger økonomiaftalen helt eksplicit op til, at kommunerne skal spare og prioritere på det specialiserede socialområde.

FAKTA – Det står der om det specialiserede socialområde i økonomiaftalen mellem KL og regeringen:

“Regeringen og KL er derfor enige om, at kommunerne skal arbejde for, at den fortsatte udvikling af området sker inden for den afsatte ramme. Det nødvendiggør, at kommunerne fortsat har fokus på at styre og prioritere udgiftsudviklingen i samspil med høj socialfaglighed, så kommunerne har mulighed for at prioritere både til gavn for sårbare borgere og den øvrige borgernære velfærd. Den enkelte kommunalbestyrelse har således inden for lovgivningens rammer ansvar for at sikre en målrettet styring og prioritering af området.”

Kilde: Økonomiaftale mellem KL og regeringen for kommunernes økonomi 2022

Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21

Temaer: Økonomiaftale

Emner: Astrid Krag (S), Det specialiserede socialområde, Regeringen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]