
Undersøgelse viser, at nogle medlemmer af kommunalbestyrelse har oplevet krænkende adfærd af forskellig karakter. - Foto: Albertslund Kommune
Byrådsmedlem udsat for seksuelt overgreb
En undersøgelse af sexisme i kommunalbestyrelsen i Albertslund afslører, at nogle medlemmer har oplevet krænkende adfærd af forskellig karakter.
Udgivet: 24/06/2021
I efteråret 2020, hvor sexismedebatten for alvor rullede i Danmark, besluttede et flertal i kommunalbestyrelsen at undersøge forholdene nærmere i Albertslund Kommune - inklusiv en undersøgelse af sexisme i kommunalbestyrelsen.
Undersøgelse viser, at nogle af kommunalbestyrelsesmedlemmerne har oplevet seksuelt krænkende adfærd. Om det siger borgmester Steen Christiansen (S):
”Undersøgelsen viser, at nogle i kommunalbestyrelsen har følt sig krænket indenfor de sidste to-fem år. Det er alvorligt, og det må vi få fulgt ordentligt op på. Jeg vil understrege, at der er nultolerance overfor sexisme og kønsdiskrimination i enhver afskygning i Albertslund Kommune. Nu må vi sørge for at hjælpe de, som har været udsat for de upassende, ubehagelige og grænseoverskridende hændelser,” siger han.
En respondent har svaret, at vedkommende en gang har ”Oplevet seksuelt overgreb, forsøg på voldtægt eller faktisk voldtægt”, som det er formuleret i undersøgelsen. Til det udtaler Steen Christiansen:
”Det viser alvoren. Og jeg vil kraftigt opfordre til, at man selv eller hvis nogen har kendskab til det anmelder den slags til politiet. Og er der brug for det, er der mulighed for at få psykologisk og juridisk bistand.”
Steen Christiansen understreger desuden, at kommunalbestyrelsesmedlemmer altid kan gå til kommunens leder for HR og Jura, kommunaldirektøren eller ham selv, hvis de føler, at de har været udsat for eller vidne til uønsket adfærd.
På kommunalbestyrelsesmødet 24. juni er indførelsen af en whistleblowerordning på dagsordenen. Whistleblowerordningen vil være med en ekstern leverandør og kan træde i kraft fra 1. august 2021. Det er en del af den seneste budgetaftale, som alle partier i kommunalbestyrelsen står bag.
I introduktionsprogrammet til den nye kommunalbestyrelse vil forløbet om kodeks for god adfærd blive udvidet til også at inkludere en dialog om, hvornår noget kan opleves sexistisk og på anden måde krænkende. Desuden vil det blive endnu tydeligere, hvor man kan få hjælp og vejledning hvis man har været udsat for eller vidne til uønsket adfærd. Også den nuværende kommunalbestyrelse vil ovenpå undersøgelsens resultater drøfte god adfærd på området.
Se undersøgelsens resultater her.Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Emner: Albertslund Kommune







































