
"Vi er vrede", siger formanden for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen om den nye økonomiaftale. - Foto: Danske Handicaporganisationer
Handicappede er vrede over 'fuckfinger' fra KL og regeringen
Handicaporganisationer er vrede på KL og regeringen efter økonomiaftale, som ingen ekstra midler afsætter til handicappede. 'KL kan ikke have lagt de allerstørste kræfter i det,' lyder kritik. Organisationerne håber på hjælp fra Folketinget.
Udgivet: 09/06/2021
"Godt nok trist".
"KL kan ikke have lagt de allerstørste kræfter i det."
"Vi er vrede."
Det er nogle af de kommentarer, som er kommet på baggrund af den nye økonomiaftale mellem KL og regeringen. KL lagde før forhandlingerne op til et løft af det specialiserede socialområde med 5,5 milliarder kroner over tre år. Men i aftalen er der ingen penge til området, og det bliver i stedet præciseret, at kommunerne skal "have fokus på at styre og prioritere udgifterne på området inden for rammen."
Formanden for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen bruger store ord om aftalen og siger blandt andet, at "økonomiaftalen er en fuckfinger til os med handicap."
"Vi er vrede over, at økonomiaftalen på ingen måder afspejler alle de ambitioner, som både KL og socialministeren forud har opstillet. Tværtimod har kommunerne nu fået carte blanche til at spare på socialområdet," siger Thorkild Olesen til NB-Kommune og fortsætter:
"Der bliver brugt en retorik i aftalen, som minder om den fra 2010, hvor handicappede blev sammenlignet med gøgeunger, der skubber ældre og børn ud af reden."
Medstifter af bevægelsen Enmillionstemmer Monica Lylloff er skuffet over økonomiaftalen og KL's indsats.
"KL har ikke kæmpet så meget for det specialiserede socialområde, som KL prøver på at give indtryk af udadtil. Når KL kan indgå en aftale, hvor der intet ekstra kommer til området, så kan man ikke have lagt de allerstørste kræfter i det," siger Monica Lylloff til NB-Kommune.
Thorkild Olesen undrer sig også højlydt over KL's forhandlingsresultat:
"Når KL slet intet har fået til specialiserede socialområde, så vil mit gæt være, at der er lavet en studehandel mellem KL og finansministeren. KL må have fået et eller andet, for ellers er det virkelig dårligt forhandlet," siger Thorkild Olesen.
KL: Håber der kommer penge til handicappede i finansloven
Formanden for KL, borgmester Jacob Bundsgaard, forstår godt skuffelsen.
"Vi havde håbet, at der kunne blive et egentligt løft på området, men det er der ikke råd til i den her aftale. Der er også andre steder, hvor man træffer beslutninger om hvad der skal ske på det specialiserede socialområde. Jeg har det et håb og et ønske om at man i forbindelse med finanslovsforhandlingerne kigger på det her område, fordi der er et behov og det synes jeg egentlig vi har illustreret meget godt med det ønske vi har om plan over tre år med et solidt løft af området."Jacob Bundsgaard pointerer, at KL gerne vil socialområdet, men at kommunerne bliver nødt til at prioritere.
"Vi ønsker en høj kvalitet på området. Vi har også ambitioner for at udvikle området og sikre den rette kvalitet hele vejen rundt. Derfor gik vi til årets økonomiforhandlinger med et ønske om et løft af socialområdet, som vi ikke blev imødekommet på," siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:
"Til gengæld er vi enige med regeringen om, at økonomiske hensyn er nødt til at være en brik på linje med socialfagligheden i puslespillet på socialområdet. Det betyder, at man er nødt til at prioritere, hvis ikke udgiftsudviklingen på socialområdet skal resultere i besparelser på de brede velfærdsområder som ældre, folkeskolen og børneområdet."
Håb om flere penge på finansloven
Til efteråret skal Folketinget tage stilling til en evaluering af det specialiserede socialområde.
"Jeg sætter min lid til, at regeringens støttepartier i efteråret vil vise tænder og klør på baggrund af evalueringen og vil presse på for en reform af hele det specialiserede socialområde. Der er brug for en reform, som styrker retssikkerheden, og der skal afsættes penge på finansloven til at gennemføre en reform," siger Monica Lylloff.
Læs mere om kommende indsats på socialområdetThorkild Olesen ser også hen mod efteråret dog uden den store optimisme i forhold til penge til det specialiserede socialområde.
"Vi vil gå efter, at få handicappede opprioriteret på finansloven for 2022. Men det bliver op ad bakke, for vi er oppe imod den selvsamme finansminister, som jo tilsyneladende ikke har forstand på det specialiserede socialområde og lige har givet kommunerne carte blanche til at spare på området," siger Thorkild Olesen, og fortsætter:
"Økonomiaftalen er gået ud over vores tillid til regeringen og KL."
Reaktioner på økonomiaftalen
NB-Kommune har samlet nogle af reaktionerne på økonomiaftalens indhold om det specialiserede socialområde her:
GISP!! Intet løft på handicapområdet. Derimod enighed om, at der skal prioriteres, så udgiftsudviklingen på socialområdet ikke resulterer i besparelser på “de brede” velfærdsområder som ældre, folkeskolen og børn…. !!!#dkhandicap https://t.co/fKnx7VUKxC
— Katrine Tang (@KatrineTang) June 8, 2021
Godt nok trist oven på #enmiostemmer, måneders debat om #dkhandicap-området og retssikkerhed, at der så dumper en økonomiaftale, hvor @kommunerne og @regeringDK betoner nødvendigheden i økonomiske prioriteringer på socialområdet, så det ikke spiser af børn og ældre ?
— Thomas Holberg (@thomasholberg) June 8, 2021
Økonomiaftalen er en fuckfinger til os med handicap.
Retorikken minder om 2010, hvor vi med handicap blev set som gøgeunger, der tog penge fra fx børn og ældre.
Ambitionerne på handicapområdet er åbenbart aflyst. Det får konsekvenser for vores allermest sårbare borgere.
— Thorkild Olesen (@Thorkild_Olesen) June 9, 2021
Kunne ikke have sagt det bedre selv. Økonomiaftalen er en fuckfinger til mennesker med handicap. @CamFabricius @Astridkrag @Spolitik https://t.co/Q6ejm31JlX
— Emil Falster (@FalsterEmil) June 9, 2021
Regionsformand for soc.rådgiverne Mie Vode Moll i News for udtrykke sin kritik og dybe bekymring over aftale om kommunernes økonomi. Specialiserede område prioriteres ikke, og KL's krav om 5,5 mia. kr. til området blev ignoreret af regeringen.
= Status quo.#dkpol #dksocial pic.twitter.com/yoZ0gG1jUT
— Dansk Socialrådgiverforening (@DanskSocialrdg1) June 9, 2021
Økonomiaftalen for 2022 er på plads. Det er en aftale med et løft af servicerammen, der godt og vel dækker demografien, et fornuftigt anlægsniveau og vigtige drøftelser af socialområdet #kompoldk #dkpol #dkøko #dksocial https://t.co/HEIK1ySvlK pic.twitter.com/wWyoHICiVh
— KL (@kommunerne) June 8, 2021
Dejlig at se berettiget harme.
Mon ikke S's analyse er: Middelklassens velfærd gir stemmer - alle har og har været børn og bliver ældre.
Imens kan mennesker i udkanten - handikappede og udsatte - sejle i deres egen sø. Hvad blev der af den højt besungne solidaritet? #dkpol https://t.co/WjgiPlVh51
— Stine Isaksen (@stine_isaksen) June 9, 2021
Kære @regeringDK og @kommunerne . Sig det nu bare, som det er: I er bedøvende ligeglade med, at mennesker med #handicap dagligt svigtes, krænkes og diskrimineres. Men det slutter ikke her! @JakobSoelvhoej @charlottebroman @KHegaard #enmillionstemmer #dkpolhttps://t.co/0dV6ngEBUq
— Monica Lylloff (@LylloffMonica) June 9, 2021
En trist dag for nogle af Danmarks mest udsatte... https://t.co/Rn4B99j8qV
— Simon TJ (@Simontj_) June 9, 2021
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Temaer: Økonomiaftale
Relaterede artikler

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.
Genveje
Kontakt os
Abonnement
92926340© NB-Medier 2026
Cookie- og privatlivspolitik









































