
Antallet af levendefødte var i første kvartal 2021 steget med 3,4procent i forhold til første kvartal 2020. - Foto: Palle Peter Skov/home A/S (Arkiv)
Flere corona-babyer i mange kommuner
I 57 kommuner er der fremgang i antallet af nyfødte. Corona spiller ind, mener fremtidsforsker - og det smitter af på boligmarkedet, mener ejendomsmæglerkæde. Er der kommet flere nyfødte i din kommune? Se liste her.
Udgivet: 12/05/2021
Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen kalder det for 'corona-babyer' og trækker en parallel til 'mørkelægningstiden' under 2. Verdenskrig.
"Nedlukningen af Danmark i 2020 giver sig udtryk i flere fødsler - man skal jo lave et eller andet, når alt er lukket. Der er en helt naturlig forskydning på ni måneder, så det er effekten af april-juni 2020, vi nu ser," siger Jesper Bo Jensen, der ejer virksomheden Fremforsk - Center for Fremtidsforskning.
Flere babyer i 57 kommuner
Ejendomsmæglerkæden Home har set nærmere på tallene for kommunerne - og det viser sig, at der er flere babyer i hele 57 kommuner. I 4 kommuner er tallet status quo, mens der - indtil videre - er født færre børn i 37 kommuner.
I en del kommuner er der tale om mindre forskydninger den ene eller den anden vej.
Kommuner med flest babyer
- Når vi 'måler' babyerne i procent, så er det kommunerne Ærø, Læsø, Bornholm, Furesø og Tårnby, der topper fremgangen, viser opgørelsen fra Home på basis af tallene fra Danmarks Statistik. (Få babyer fra eller til gør en stor procentuel forskel i de små økommuner)
- Når vi bruger 'tællebrættet', så er det København, Silkeborg, Horsens, Hedensted og Randers, der i antal har leveret flest nye indfødte.
"Danmark satte flytterekord i 2020 med 928.000 flyttende danskere, og noget der flytter os, ja, det er skift i familielivet. Når vi skal have børn, får vi også andre boligprioriteter: Mere plads, en have, institutioner og skole tæt på er noget af det, der trækker i børnefamilierne. I coronatiden har villaen i parcelkvarteret, byhuset i landsbyen eller ejendommen på landet sat krogen i mange flere," siger Michael Dalsager, der er talsperson i Home-kæden og boligmarkedsanalytiker.
De større byer Aarhus og Aalborg har færre nye babyer og har set det største fald i antallet blandt alle kommuner. Også i Odense har færre nyfødte borgere set dagens lys.
"Det kan være et udtryk for, at der er familier med børn og kommende børn, der er rykket videre fra byerne og til kommuner i omegnen," siger Michael Dalsager.
'Klart corona-relateret'
Ifølge Jesper Bo Jensen er corona-babyboomet ikke kun et dansk fænomen, men ses internationalt. Fremtidsforskeren peger også på en anden faktor for stigningen i fødsler.
"Vi begynder nemlig også at se effekten af de store forældreårgange i de kommende år. 20'erne bliver nemlig et børnefamilieårti, da der er født mange børn tilbage i 90'erne, som nu kommer i forældrealderen. Men stigningen på over 7 procent i marts er klart corona-relateret," siger Bo Jensen.
Befolkningens udvikling
- Antallet af levendefødte var i første kvartal 2021 steget med 3,4 procent i forhold til første kvartal 2020.
Det svarer til 498 flere fødte end i første kvartal 2020 og et samlet antal fødte i første kvartal 2021 på 15.148.
- Opgjort på måneder varierede andelen inden for kvartalet, idet antallet fødte i marts 2021 var 7,2 procent højere end i marts 2020.
- I januar og februar 2021 var antallet af fødte hhv. 3,1 procent højere og 0,2 procent lavere end antallet i de tilsvarende måneder i 2020. Februar 2020 havde dog også 29 dage mod 28 i 2021.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38
Emner: Civilsamfund, Byudvikling







































