
Ved motorvejsafkørsel har Vordingborg Kommune solgt erhvervsgrunde betinget af, at virksomhederne kan reklamere på denne reklamesøjle. Vejdirektoratet kræver nu søjlen fjernet. - Foto: Vordingborg Kommune
Venstre ind i kommuners skiltekrig
Vordingborg Kommune kan blive politianmeldt for at trodse forbud mod reklamesøjler. Loven får flere borgmestre op i det røde felt. Venstre tager nu sagen op i Folketinget.
Udgivet: 11/05/2021
Er 20 meter høje reklamesøjler for langt at gå, når en kommune vil skabe nye industriområder og dermed vækst og arbejdspladser?
Svaret på det spørgsmål har udløst en større strid imellem en stribe kommuner og Vejdirektoratet. I Vordingborg Kommune har borgmester Mikael Smed ligefrem udsigt til en politianmeldelse, fordi kommunen har placeret en pylon med reklameskilte ved motorvejsafkørsel 41.
Det skriver erhvervsmediet DI Business.
"Hvis ikke virksomhederne må reklamere, kan vi ikke sælge grunde og udvikle erhvervsområdet, for mange af virksomhederne ønsker netop at kunne ses fra motorvejen, og det kræver at vi kan sætte en reklamepylon op," fortæller Mikael Smed.
Stridens kerne er Naturbeskyttelseslovens paragraf 21, der forbyder opsætning af skilte i det åbne land.
"Det er fuldstændig unødvendigt, for det er jo et område med bilforhandler, tankstationer, en McDonalds, værksteder og vaskehaller. Derfor er det er en skarp fortolkning at kalde det for åbent land og behandle det som var det et naturområde," siger Mikael Smed.
I nordjyske Brønderslev Kommune er borgmester Mikael Klitgaard (V) også stærkt utilfreds. Brønderslev er ved at udbygge et nyt industrikvarter ved motorvejen.
"Det skaber en fuldstændig umulig situation for os, når vi ikke må sætte reklamesøjler op. Vi får ikke nogle virksomheder til at etablere sig i vores erhvervsområde, hvis de ikke må være synlige," siger Brønderslevs borgmester.
De to borgmestre har sammen med kolleger fra Faxe og Guldborgsund Kommune kontaktet transportminister Benny Engelbrecht og miljøminister Lea Wermelin, men begge ministrer afviser at gå ind i sagen med den begrundelse, at den behandles i Naturklagenævnet.
Venstre: Rigide regler skal blødes op
Venstre vil nu hjælpe borgmestrene. Transportordfører Kristian Pihl Lorentzen tager sagen op med transportministeren.
"Der er brug for at få blødt op for de rigide regler. Hvis vi ønsker et land i rimelig balance, er vi nødt til at lempe vilkårene. Det er jo erhvervslivet vi lever af, og derfor skal der være mulighed for en fornuftig skiltning uden, at vi naturligvis fylder hele landskabet med skilte," siger Kristian Pihl Lorentzen til DI Business.
Han ser behovet for lempelser flere steder. Dels ved motorveje, men også ved mindre byers omfartsveje, hvor det koster kunder i byens butikker, hvis ikke trafikanterne ved, hvad centrum byder på.
Dansk Industri støtter også borgmestrenes protester.
"Vi bygger jo ikke blot motorveje for at få flere motorveje. Vi bygger dem for at udvikle erhvervslivets mobilitet, så vi også kan få flyttet tung transport væk fra bymidter og ud ved motorvejsnettet. Det giver de bedste trafikale løsninger – og derfor er det attraktivt for mange kommuner at placere industrikvarterer ved udfletninger til motorveje," siger branchedirektør for DI Transport, Michael Svane og tilføjer:
"Vi er ikke tilhænger af, at der frit stilles reklamer op alle steder i det danske landskab. Men når der er tale om erhvervsområder tæt på infrastruktur, hvor det handler om at etablere nye virksomheder, skal det også kunne markedsføres."
jornns
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38
Emner: Byudvikling







































