
Der er et stort pres på byggeafdelingerne i kommunerne, og en del borgere vil ikke finde sig i kommunernes måde at prioritere i byggesagerne på. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Boom i byggeriet giver borgerbrok i byggeafdelinger
Det går ikke altid stille af, når en kommunes byggeafdeling begynder at prioritere hårdt i strømmen af ansøgninger om byggetilladelser. Det viser en sag fra Jylland. 'Vi står i en svær tid', siger kommunal byggechef.
Udgivet: 05/05/2021
Det vælter ind med ansøgninger til kommunernes byggeafdelinger i en sådan grad, at byggesagsbehandlerne har svært ved at følge med. Det får nogle kommuner til at prioritere hårdt mellem ansøgningerne. Men det går ikke ubemærket hen blandt utålmodige byggelystne borgere.
Det viser en sag fra østjyske Norddjurs Kommune. Ifølge Randers Amtsavis kontaktede borgeren Jesper Rasmussen fra Gjerrild på Djursland for nylig Norddjurs Kommune for at høre, hvordan det gik med den tilladelse til at lave en tilbygning på sit eksisterende hus, som han havde ansøgt forvaltningen om tilbage i februar.
"Jeg fik at vide, at kommunen har valgt at opprioritere ansøgninger om byggetilladelser til erhvervsbyggerier og nybyg af huse og sommerhuse. Men det betyder jo samtidig, at byggesager om tilbygninger ryger bagud i køen," siger Jesper Rasmussen til Randers Amtsavis.
Han undrer sig højt over kommunens måde at prioritere på og siger videre til avisen:
"Jeg synes, det er helt galimatias, hvis nybyg skal prioriteres fremfor tilbyg. Det kan da godt være, at vi kun skal have udvidet vores stue med 24 kvadratmeter, men ligesom det er tilfældet for nybyggerne, så har vi da også aftaler med håndværkere, materialer, der skal bestilles, og private forhold, der skal arrangeres."
Bygge- og miljøchef Ulrik Christensen fra Norddjurs Kommuner bekræfter over for Randers Amtsavis, at der siden marts sidste år har været en opprioritering af byggesager vedrørende erhvervsbyggerier og nybyggerier af sommerhuse og parcelhuse, som har gjort at ansøgninger om nye tilbygninger er rykket længere ned i køen hos kommunen.
- Som udgangspunkt behandler vi selvfølgelig sagerne i den rækkefølge, de er kommet ind. Men når man er i en svær tid, så er man nødt til at tage nogle særlige hensyn. Det har gjort, at vi efter samråd med vores politikere har været nødt til at træffe nogle særlige beslutninger, og derfor har vi valgt at foretage en midlertidig prioritering af sagerne, som tilgodeser erhvervet og folk, der vil flytte til kommunen," siger Ulrik Christensen til Randers Amtsavis.
Byggelystne Jesper Rasmussen fra Gjerrild har været i de lokale medier med sin protest mod kommunens måde at prioritere på. Men på grund af et kæmpe pres på byggesagsbehandlingen, så er der øjeblikket ikke planer om at ændre på den nuværende praksis med at sætte nybyggerier frem i køen, meddeler Ulrik Christensen til Randers Amtsavis.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38
Emner: Byggeri, DI Dansk Byggeri, Forvaltning







































