Kommuner kan vinde på at ansætte vejledere til at rådgive pårørende til alvorligt syge, mener afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse Bo Andreassen Rix.

Kommuner kan vinde på at ansætte vejledere til at rådgive pårørende til alvorligt syge, mener afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse Bo Andreassen Rix. - Foto: Kræftens Bekæmpelse

Flere kommuner får sig en pårørendevejleder

Flere kommuner investerer nu i at ansætte folk, som kan vejlede pårørende til syge. Alt for mange pårørende til langtidssyge ender med selv at gå ned med flaget - og på den måde koste den enkelte og kommunen dyrt.

Udgivet: 16/04/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Pårørende til langtidssyge og efterladte ender alt for tit med selv at blive ramt af depression eller andre sygdomme. Det er trist for den pårørende - og ofte også for kommunekassen. På den baggrund ansætter flere kommuner mennesker, der rådgiver pårørende.

Som beskrevet i NB-Kommune har byrådet i Esbjerg besluttet, at Danmarks femte største kommune nu skal se at få sig en pårørende-politik. Det har nogle kommuner allerede. Og flere er på vej, oplyser Kræftens Bekæmpelse.

"En række kommuner har en pårørende-politik, og flere ligesom Esbjerg er på vej. En del af sådan en politik kan være at have en pårørende-vejleder. Andet kan for eksempel være trivselsgrupper for børn og unge med forældre, som er ramt af lang tids alvorlig sygdom," fortæller Bo Andreassen Rix. Han er chef for afdelingen for Dokumentation og Udvikling i Kræftens Bekæmpelse.

Læs også:
Kommune planlægger ny politik på overset område

Det fremgår af Kræftens Bekæmpelses liste over pårørendevejledere (fra maj 2020), at 19 kommuner nu har en sådan. Pengene til en vejleder er godt givet ud set fra kommunekassens vinkel, vurderer Bo Andreassen Rix.

"Når et menneske er alvorligt syg i længere tid, så er pårørende - set fra kommunens side - en gratis og vigtig ressource. For de pårørende støtter jo typisk de syge ved for eksempel at gå med dem til undersøgelser og påtage sig en masse praktiske opgaver. Eksempelvis kontakten til kommunens folk, transport af den syge, pasning af den syges bolig og meget mere," forklarer Bo Andreassen Rix og fortsætter:

"Hvis den pårørende så går ned med flaget, så kan kommunen selv få flere opgaver og udgifter. Så det er i høj grad i kommunens både menneskelige og økonomiske interesse at holde de pårørende oppe. For eksempel med vejledning."

Kræftens Bekæmpelse bistår gerne kommunerne med at få arbejdet blandt pårørende op i gear.

"Vi sætter stor pris på, at Esbjerg og andre kommuner lægger sig i selen for at hjælpe de pårørende," siger Bo Andreassen Rix.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38

Emner: Esbjerg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]