
Jacob Bjerregaard (S) trak sig som borgmester i Fredericia i december 2020. - Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Borgmestersagen: Politiet sætter nu gang i efterforskningen
Efter indledende forundersøgelser har Sydøstjyllands Politi nu besluttet at sætte gang i efterforskningen af anmeldelserne mod Fredericias tidligere borgmester.
Udgivet: 16/04/2021
Efter en advokatundersøgelse anmeldte Fredericia Kommune i marts den tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) til politiet for blandt andet et huskøb, og i en pressemeddelelse oplyser Sydøstjyllands Politi nu, at efterforskningen er blevet sat i gang.
Anmeldelserne vedrører i alt tre forskellige forhold. Jacob Bjerregaard er anmeldt for muligt misbrug af offentlig hverv i forbindelse med, at han og hustruen i 2016 købte en byggegrund af Fredericia Kommune.
Derudover skal det undersøges, om ex-borgmesteren har overtrådt kommunalstyrelsesloven og straffelovens §157, der omhandler habilitet. Anmeldelserne er rettet mod Jacob Bjerregaard og den nu tidligere kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe.
Den sidste del af efterforskningen drejer sig om selve advokatundersøgelsen, hvor politiet skal finde ud af, om der skete et ulovligt ’læk’ af undersøgelsen, der skulle have været fortrolig.
I pressemeddelelsen skriver politiet, at man allerede i januar modtog en anmeldelse fra en borger i forbindelse med det omtalte huskøb.
Samtidig udelukker politimyndigheden ikke, at der kan komme flere forhold til efterforskningen end de tre forhold.
“Efterforskning er dog ikke afhængig af denne afgrænsning, idet den kan udvides til andre hændelser eller handlinger, hvis der måtte opstå grundlag for det,” skriver politiet, der forventer, at efterforskningen kan forløbe over adskillige måneder.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38
Emner: Kriminalitet, Politi







































