Uønsket hos de konservative i Høje-Taastrup Betina Liv Moe og den konservative borgmester og KL-udvalgsformand Michael Ziegler.

Uønsket hos de konservative i Høje-Taastrup Betina Liv Moe og den konservative borgmester og KL-udvalgsformand Michael Ziegler. - Foto: Privat og Høje-Taastrup Kommune

Konservativt byrådsmedlem føler sig presset ud af Michael Ziegler

‘Jeg kan simpelthen ikke få en forklaring’. Sådan lyder det fra konservative Betina Liv Moe i Høje-Taastrup, efter hun er blevet vraget på partiets kandidatliste til KV21. Hun taler dog om topstyring. Borgmester Michael Ziegler (K) siger: 'Det ville være helt uetisk af mig at gå ind i personlige begrundelser, for der er tale om interne forhold.'

Udgivet: 14/04/2021

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Konservative Betina Liv Moe kan snart kalde sig for forhenværende byrådsmedlem og næstformand i Høje-Taastrup Kommunes Ældre- og Sundhedsudvalget. Men det er ikke med hendes egen gode vilje, at det er blevet sådan.

“Jeg er ikke at finde på listen over konservative kandidater ved valget, og det er jeg meget trist over. Men hvad årsagen til det er, det aner jeg ikke. Jeg kan simpelthen ikke få en forklaring fra Michael Ziegler (borgmester, red.) om, hvorfor han ikke vil have mig på listen,” siger Betina Liv Moe til NB-Kommune.

Hun forklarer, at hun fik beskeden allerede i efteråret 2020, da de 11 byrådsmedlemmer var til midtvejsevaluering på borgmester Michael Zieglers (K) kontor.

“Her blev jeg ret trist, da jeg fik fortalt at Michael Ziegler ikke ville støtte op om mit kandidatur til det kommende valg, hvilket jeg var og er uforstående overfor,” skriver Betina Lov Moe i et facebookopslag i forrige uge, hvor hun fortalte, hvorfor hun ikke står på den kommende valgseddel.

Siden mødet i efteråret, har hun flere gange spurgt Michael Ziegler, om han vil forklare hvorfor. Men det er ikke lykkedes, siger hun til NB-Kommune:

“Jeg har spurgt, ‘Michael, hvad er årsagen?’, men jeg kan simpelthen ikke få en forklaring. Han siger ‘Jeg kan ikke komme det nærmere’. Han har fortalt, at det ikke er noget politisk, og at jeg er god til det politiske, og at jeg er hyggelig at drikke en øl med, men hvorfor jeg ikke længere må stille op, det kan jeg ikke få at vide. Jeg tænker selv, at jeg fylder meget i et rum, så måske er det derfor.”

Overfor Sjællandske Medier bekræfter borgmester Michael Ziegler, at han, kandidatudvalget og bestyrelsen mener, at det er bedst, at Betina Liv Moe ikke genopstiller for partiet:

“Det er vigtigt for alle partier at få sat det rigtige hold, og nogle gange betyder det, at veje må skilles. Det har også været vores holdning denne gang. Men jeg kan jo ikke beslutte, om hun må stille op eller ej, for vi har en demokratisk proces, som man skal respektere," siger Michael Ziegler til Sjællandske Medier og fortsætter:

“Der er også ledelse i politik, og det ville være helt uetisk af mig at gå ind i personlige begrundelser, for der er tale om interne forhold. Betina har mange kvaliteter som mennesker, men det handler om at sætte det bedste hold," siger Michael Ziegler.

Betina Liv Moe vil ikke smække med døren på vej ud af byrådssalen, for hun erklærer sig fortsat som tro partisoldat. Hun konstaterer blot over for NB-Kommune, at ‘det handler om topstyring’:

“Jeg har ikke haft en chance for at kunne ændre på synspunktet, da jeg jo ikke ved, hvad det i princippet handler om. Beslutningen var taget og når én med så megen magt, siger nej, så er det sådan,” har hun videre skrevet på Facebook.

Betina Liv Moe har tidligere sat sit hus i Høje-Taastrup til salg og flytter muligvis nu til en anden kommune.

“Det kan jo være, at der er nogen, der kan bruge mig andre steder, hvis de vil have en som mig, der fylder meget.”

Fakta:

Ved forrige kommunalvalg i 2017 fik De Konservative 11.979 stemmer, hvilket svarer til 47,6 procent af alle de afgivne stemmer i Høje-Taastrup Kommune. Heraf fik Michael Ziegler 9.111 personlige stemmer.

De konservative kandidater ved KV21 i Høje-Taastrup Kommune er:

1. Michael Ziegler, Taastrup

2. Merete Scheelsbeck, Taastrup

3. Toke Elling, Taastrup

4. Marjan Ganjjou, Taastrup

5. Jeanette Ingemann, Fløng

6. Turan Akbulut, Hedehusene

7. Steffen Mølgaard, Taastrup

8. Henrik Torning, Sengeløse

9. Kurt Scheelsbeck, Nærheden

10. Simon Bøtkjær Nielsen, Høje-Taastrup

11. Maj-Britt Hartvig, Torstorp

12. Rejan Azad, Høje-Taastrup

13. Vivi Holt, Taastrup

14. Mikael Emanuel, Taastrup

15. Allan Overgaard, Høje-Taastrup

16. Melis Aydin, Taastrup

17. Finn Søder, Sengeløse

18. Lone Simonsen, Taastrup

19. Torben Rasmussen, Fløng

20. Frede West, Soderup

Kilde: Sjællandske Medier

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38

Temaer: Kommunevalg

Emner: Politik, Høje-Taastrup Kommune, Det Konservative Folkeparti

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]