Flere førtidspensionister rammer kommuner meget forskelligt
Enkelte kommuner taber op til 1.000 kroner om året pr. indbygger på stigende antal førtidspensionister - andre vinder et tilsvarende beløb.
Udgivet: 14/04/2021
En meget forskellig udvikling i antallet af førtidspensionister har påvirket kommunernes økonomi dramatisk de seneste år. De hårdest ramte kommuner har tabt over 700 kroner om året pr. indbygger, mens de bedst stillede kommuner har vundet et tilsvarende beløb.
Det viser en analyse, som NB-Økonomi har lavet på baggrund af data fra Danmarks Statistik.
Staten kompenserer kommunerne under ét for stigende udgifter til eksempelvis førtidspension via bloktilskud og udligning. Men analyser har vist, at udligningssystemet har meget få parametre, som effektivt fanger den forskellige udvikling i antallet af førtidspensionister.
Det betyder, at de ekstra penge fra staten til førtidspensioner fordeles relativt ensartet blandt kommunerne, og dermed tjener kommuner med en mindre stigning end landsgennemsnittet penge, mens kommuner med en større stigning taber penge. Læs mere om mekanismen i ovennævnte artikel.
Antallet af førtidspensionister faldt fra 2013 efter den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) gennemførte en større reform af førtidspensionen, som i 2015 blev fulgt op af en refusionsreform som betød, at kommunerne skal betale 80 procent af udgiften til nye førtidspensionister. Men fra slutningen af 2018 er antallet igen steget kraftigt.
Meget forskellige udvikling i landets kommuner
Tallene viser, at kommunerne har haft en meget forskellig udvikling i antallet af førtidspensionister siden 2016 - også indenfor de traditionelle kommunegrupper.
Der er flere forklaringer på de store forskelle mellem kommunerne.
Udover en markant forskel i de grundlæggende demografiske- og erhvervsforhold, så er det en vigtig forskel, hvornår de enkelte kommuner har behandlet den store mængde af borgere i afklaringsforløb, som var et resultat af førtidspensionsreformen.
Mens eksempelvis Hjørring og København bevidst har behandlet de mange borgere i afklaringsforløb, så har andre kommuner endnu ikke taget hul på den opgave. Partierne bag førtidspensionsreformen er enige om en lovændring, som skal sikre, at borgerne maksimalt kan være i afklaringsforløb i tre år
Men ændringen i flyttemønstre spiller også en vigtig faktor."Vi har den udfordring, at en tredjedel af de unge forlader kommunen for at studere i de store byer, og befolkningstilbagegangen betyder, at førtidspensionisterne fylder forholdsmæssigt mere målt pr. indbygger," siger økonomi-og arbejdsmarkedschef Leif Johannes Jensen fra Hjørring Kommune til NB-Økonomi. Han håber derfor, at regeringen begynder at lægge flere uddannelser ud i Danmark, så det grundlæggende problem med befolkningstilbagegangen kommer i fokus.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37
Emner: Førtidspension







































