
Med bilfrie søndage kan vi vise københavnerne, hvad byrummet også kan bruges til, når bilerne forvises, lyder det fra Ninna Hedeager Olsen. (Arkiv) - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Borgmester ser bilfrie søndage som vejen til en bedre hovedstad
Teknik- og miljøborgmester i København tager godt imod forslag fra transportminister om bilfrie søndage. I Aarhus er begejstringen knap så stor hos Venstrerådmanden.
Udgivet: 06/04/2021
Bilfrie søndage kan være en god måde at vise københavnerne, hvordan byrummet kan bruges uden biler.
Sådan lyder det fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), Københavns Kommune, der tager godt imod et forslag fra transportminister Benny Engelbrecht (S).
- Bilfrie søndage kan bruges som eksempel, så alle kan se, hvordan byen kan blive meget federe, når bilerne ikke fylder det hele, siger hun.
Transportministeren foreslår en ændring af færdselsloven, der giver kommunerne mulighed for at indføre bilfrie gader om søndagen.
Forslaget er skabt med tanke på Danmarks to største byer, København og Aarhus, men ministeren afviser ikke, at eksempelvis Odense og Esbjerg kan komme til at bruge lovændringen..
Benny Engelbrecht understreger, at det er kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune, der med tiltaget vil kunne tage beslutningen. Det vil altså kræve et flertal i den enkelte kommune, ligesom ministeren forestiller sig, at kommunen vil tage borgerne med på råd.
- Det er helt afgørende, at det tager udgangspunkt i, at der er et lokalt ønske om det. Det er ikke noget, vi skal trække ned over hovedet på kommunerne, for der er ikke meget sjovt i at have en bilfri gade, hvis der så ikke er noget andet liv.
- Det afhænger af, hvordan man indretter sig lokalt. Hvis man i øvrigt tager hensyn til, at der kan være folk, der har brug for at kunne komme ind til deres egen ejendom, eller at kunne sikre, at en erhvervsdrivende fortsat kan modtage en leverance, så er jeg sikker på, at man lokalt kan balancere det, siger Benny Engelbrecht.
I hovedstaden har man allerede gjort sig erfaringer med at sende bilerne væk fra dele af byrummet, fortæller Ninna Hedeager Olsen.
Det er blandt andet sket i forbindelse med halvmaraton-arrangementer.
- De gange vi har gjort det, har københavnerne myldret ud og brugt byen på en anden måde.
- Så på den måde kan det være et godt eksempel og god inspiration til, hvordan byen kan fungere, hvis bilerne ikke fylder det hele.
Der skal dog helt andre boller på suppen, hvis man skal opnå varige forbedringer, lyder det fra Ninna Hedeager Olsen.
- Jeg tror ikke, at de bilfrie søndage giver varige forbedringer, når vi snakker mængden af luftforurening eller trængslen i byen.
- Der er der brug for nogle af de værktøjer, vi har efterspurgt fra ministeren, nemlig roadpricing, grønne korridorer, hvor biler ikke må køre, eller flere og stærkere miljøzoner.
I landets næststørste by, Aarhus, er teknik- og miljørådmanden, Bünyamin Simsek (V), ikke begejstret for forslaget.
- Det der med fuldstændig at forbyde bilernes adgang til bykernen bestemte dage om året, det tror jeg hører fortiden til. Det er ikke fremtiden, siger han til JP Aarhus.
I SF er gruppeformand Jan Ravn Christensen derimod stor tilhænger af forslaget.
- En bilfri søndag - for eksempel én gang hver måned - kan skabe et anderledes byliv og nye oplevelser i det centrale Aarhus til gavn for beboere og besøgende. Det vil være en stor gevinst – også for miljø og klima, siger han til avisen.
Byrådets største parti, Socialdemokratiet, er ifølge JP Aarhus åben over for idéen.
Transportministeren vil nu drøfte forslaget med de øvrige partier på Christiansborg og se, om der kan samles flertal for det.
/ritzau/ jornns
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37
Emner: Københavns Kommune









































