“Èn ting er, hvad de kan stå og sige på et pressemøde. Noget andet er, hvordan situationen faktisk er ude i kommunerne," siger Ulla Vestergaard (S), borgmester i Thisted.

“Èn ting er, hvad de kan stå og sige på et pressemøde. Noget andet er, hvordan situationen faktisk er ude i kommunerne," siger Ulla Vestergaard (S), borgmester i Thisted. - Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.

Rundspørge: Borgmestre føler sig oversete i genåbningen

Et flertal af borgmestre føler ikke, at regeringen har inddraget kommunerne i tilstrækkelig grad i forbindelse med genåbningen. Det viser en rundspørge, som NB-Kommune har foretaget. Der har manglet føling for forholdene i de enkelte kommuner, når nye tiltag er blevet udstukket, påpeger borgmester.

Udgivet: 26/03/2021

Johan Storgaard Jespersen

Studentermedhjælper

Del artiklen:

Der har ikke været meget selvbestemmelse på kommunalt plan i forbindelse med hverken nedlukningen eller den efterfølgende genåbning af det danske samfund, som den socialdemokratiske regering har styret. Og denne rollefordeling er tilsyneladende ikke faldet i lige god jord i alle kommuner.

I en rundspørge, som NB-Kommune har foretaget med deltagelse af 23 danske borgmestre, siger 16 (70 procent), at de ikke føler, at deres kommune er blevet inddraget tilstrækkeligt i forbindelse med genåbningen af det danske samfund.

Én af dem er Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten (V).

“Vi er slet ikke blevet inddraget i planlægningen af genåbningen. Men vi lever selvfølgelig op til det, vi bliver bedt om. Og det synes jeg også, at vi har vist gennem hele perioden,” siger Henrik Hvidesten til NB-Kommune.

Henrik Hvidesten har dog forståelse for, at regeringen har handlet, som den har gjort:

“Det giver mening, at de sundhedsfaglige beslutninger skal træffes de steder, hvor man har kompetencerne til det. Men jeg kunne selvfølgelig have ønsket, at vi havde fået den plan, som nu er kommet, på et tidligere tidspunkt,” siger Henrik Hvidesten.

Borgmester Ulla Vestergaard (S) fra Thisted Kommune har også forståelse for, at regeringen har truffet de fleste store beslutninger på egen hånd. Men det er glippet med kommunikationen fra regeringen, da der har manglet føling for, hvor omstillingsparate man har været i de forskellige kommuner, mener hun.

“Èn ting er, hvad de kan stå og sige på et pressemøde. Noget andet er, hvordan situationen faktisk er ude i kommunerne. Det duer ikke, at de står og siger, at nu kan det og det åbne fra i morgen af. For borgerne tror på det med det samme og tænker, at nu kan de komme afsted på arbejde igen. Men sådan er det ikke nødvendigvis,” siger Ulla Vestergaard til NB-Kommune og fortsætter:

“Det tager jo noget tid for os at omorganisere, når regeringen kommer med noget nyt. Det er jo et kæmpe logistisk arbejde. Så det er vigtigt at få forventningsafstemt om, hvor hurtigt man kan få nye systemer op at køre.”

Ulla Vestergaard medgiver, at regeringen er blevet bedre til at gøre opmærksom på, at reaktionshastigheden kan variere fra kommune til kommunen. Hun fastholder dog sit ønske om, at regeringen bør vise mere hensyn til de enkelte kommuners vilkår, når de melder nye tiltag ud.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Temaer: Coronakrise

Emner: Ringsted Kommune, Thisted Kommune, Regeringen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]