Statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemøde om coronasituationen i Spejlsalen i Statsministeriet i København onsdag aften.

Statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemøde om coronasituationen i Spejlsalen i Statsministeriet i København onsdag aften. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mette F.: Skolebørn skal ikke frygte ny lang nedlukning

For at begrænse den stigende smitte med coronavirus bliver skolebørn sendt hjem på forlænget juleferie. Se de nye restriktioner her.

Udgivet: 09/12/2021

Del artiklen:

Trods høje smittetal er det ikke planen, at en ny længerevarende nedlukning for skolebørnene skal træde i kraft.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde om nye restriktioner onsdag aften.

- Vi ved godt, hvor meget skolegang betyder for unges trivsel og læring, men der er brug for at dæmpe smitten, der hvor mange uvaccinerede personer befinder sig, lyder det.

- Jeg hæfter mig ved, at Epidemikommissionen som udgangspunkt ønsker, at børnene skal tilbage i skole fra januar.

For at begrænse den stigende smitte med coronavirus bliver elever i folkeskoler og privatskoler sendt hjem fra og med 15. december til og med 4. januar. De skal dermed begynde i skole igen 5. januar.

Det besluttede et flertal i Folketingets Epidemiudvalg onsdag eftermiddag, oplyste børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Det gælder ikke elever i specialskoler og specialklasser.

Ifølge statsministeren vil der være fjernundervisning, hvor skolebørnene undervises via en onlineforbindelse.

- For de fleste vil det betyde, at man modtager fjernundervisning fem dage om ugen, men det er få dage i alt, vi taler om, siger hun.

Det oplyste Pernille Rosenkrantz-Theil også tidligere onsdag.

Hun understregede desuden, at man er opmærksom på, at de undervisningsrammer kan være svære særligt for de mindste børn.

- Jeg vil gerne understrege, at for forældre, der er i arbejde eller er erhvervsdrivende, har man mulighed for at få nødpasset sine børn. Det har man også, hvis man arbejder hjemmefra, lød det.

- Så man skal orientere sig i nødpasningsreglerne, for der er ret vide muligheder for at få sine børn nødpasset og også større muligheder end ved de første nedlukninger, sagde undervisningsministeren.

FAKTA: Her er restriktionerne for at dæmpe smitten

Blandt de nye tiltag er:

* Skolebørn sendes hjem fra den 15. december til og med den 4. januar. Der vil blive tilbudt nødpasning, og børnene vil, så vidt det er muligt, blive fjernundervist.

* Efterskoleelever bliver sendt hjem på forlænget juleferie fra den 19. december til og med 7. januar.

* Coronapassets gyldighed forkortes fem måneder, så det er gyldigt i syv måneder i stedet for 12 måneder efter stik nummer to.

* Nattelivet - eksempelvis diskoteker - skal lukke fra 00 natten til lørdag.

* Forbud mod salg af alkohol mellem klokken 00 og 05 på barer, restauranter og i butikker.

* Desuden genindføres kravet om mundbind på serveringssteder, medmindre man sidder ned.

* Forbud mod koncerter med over 50 stående gæster.

* Det anbefales at droppe firmajulefrokoster.

* Kravet om mundbind eller visir i den kollektive transport og indenrigsfly forlænges fire uger til den 6. januar.

* Opfordring til, at ansatte i både offentlige og private arbejdspladser i udstrakt grad arbejder hjemmefra.

* Coronas status som en samfundskritisk sygdom forlænges yderligere otte uger frem til den 5. februar.

Kilde: Pressemøde i Statsministeriet.

jornns - /ritzau/

Sidst opdateret: 09/12/2021 - 05:57

Temaer: Coronakrise

Emner: Genåbning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]