
På Boblberg bliver brugerne inspireret og inviteret til at bruge lokalsamfundet på nye måder og i fællesskab med andre. På samme måde kan brugerne inspirere hinanden til at blive frivillige i lokalsamfundet. (screendump) - Foto: Bobleberg.dk
Kommune: Digital platform forebygger ensomhed
Siden december har Egedals borgere i stor stil strømmet til den digitale platform Boblberg. Platformen giver borgerne mulighed for at opbygge netværk og holde ensomheden på afstand.
Udgivet: 24/03/2021
Egedal Kommune tilmeldte sig før jul hos det digitale mødested Boblberg - der er et tilbud til alle kommunens borgere - og nu viser det sig, at siden kommunen lavede aftalen, har 2.650 borgere oprettet en profil.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
I alt har 350.798 danskere ind til i dag tegnet et medlemskab hos Boblberg. Her kan borgerne møde hinanden og 'boble' om fælles interesser, oplevelser, sociale aktiviteter og meget mere. Generelt er trafikken på Boblberg er tredoblet siden coronaen brød ud.
Udover at det er gratis for borgerne i Egedal, så tolker borgmesteren det også som et tegn på, at der er et stort behov for fællesskab og netværk i en meget anderledes tid.
"Det er jo fantastisk, at så mange mennesker har meldt sig til, når vi har valgt at sætte ind for at forebygge ensomhed og gerne ville have et alternativ til, hvor folk kan mødes og opbygge netværk, når nu verden er så lukket," siger Egedals borgmester Karsten Søndergaard (V) og fortsætter:
"Jeg tolker det som om, at behovet i den grad er der, i den her lidt mærkelige tid. Og så er det jo meget vigtigt, at vi netop har et tilbud, hvor man kan forsøge at skabe sociale relationer og mødes over nogle fælles interesser, siger Karsten Søndergaard.
Mange forskellige interesser
De tilmeldte Egedalborgere søger fælleskaber gennem mange forskellige aktiviteter. Nogle er interesserede i at gå fælles ture med hundene, andre søger blot fæller til en almindelig gåtur. Nogle søger direkte efter enten en ven eller veninde, til et tættere bekendtskab. Enkelte er interesserede i lidt ældre for form fællesskaber, de søger nemlig en penneven til at skrive med. Men der er også ensomme borgere, som blot ønsker nogle at tale med.
Borgerne i Egedal har adgang til 'SnakSammen', der er udviklet af Boblberg og Røde Kors under coronapandemien, og er et gratis online-tilbud til borgere, der ønsker nogen at snakke med, når man ikke kan mødes fysisk. I 'SnakSammen' er det frivillige fra Røde Kors, der fungerer som en slags digitale besøgsvenner via video på enten pc, tablet eller smartphone.
Vicky Holst Rasmussen (S) er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Egedal Kommune:
"Boblberg er et godt værktøj til at styrke den mentale sundhed blandt borgerne. Jeg håber, at det bliver endnu mere udbredt, i det omfang der er brug for sociale fællesskaber. Vi er alle coronatrætte og savner selskab, siger Vicky Holst Rasmussen.
Al aktivitet På Boblberg.dk er drevet af brugerne. Her skriver borgere sammen i selvoprettede opslag, hvor de deler fælles interesser, oplevelser og sociale aktiviteter - men også svære emner, som f.eks. ensomhed og psykisk sårbarhed.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37
Temaer: Digitalisering
Emner: Digitalisering, Egedal Kommune







































