Sådan er Vallensbæk Byhave med 518 boliger tænkt til at se ud fra Køge Bugt Motorvejen. Flere borgeres klage sætter indtil videre en stopper for byggeriet.

Sådan er Vallensbæk Byhave med 518 boliger tænkt til at se ud fra Køge Bugt Motorvejen. Flere borgeres klage sætter indtil videre en stopper for byggeriet. - Foto: Vallensbæk Kommune

Borgere stopper stort byggeri

En gruppe borgere slog sig sammen i Vallensbæk Kommune for at klage over et stort byggeprojekt. Planklagenævnet har nu ophævet lokalplanen for byggeriet.

Udgivet: 19/03/2021

Del artiklen:

Stod det alene til Vallensbæk Kommune, tog man snart første spadestik til et stort byggeprojekt Vallensbæk Byhave, man vil bygge tæt på Køge Bugt-motorvejen.

Står det omvendt til en gruppe borgere i Vallensbæk, så skal byggeriet forhindres, hvorfor borgerne - med arkitekt og formand for Nej til trafikstøj, Erik Kærgaard Kristensen, i spidsen - har klaget over byggeriet til Planklagenævnet.

Nu er der truffet afgørelse i sagen, og den er ikke faldet til kommunens fordel. Planklagenævnet har valgt at ophæve lokalplanen, hvilket betyder, at planen ikke kan udmøntes i sin nuværende form. Det skriver TV 2 Lorry.

Det er en nyhed, der glæder Erik Kærgaard Kristensen, som desuden er formand for Vallensbæklisten, der længe og indædt har kæmpet mod kommunens - og specifikt det væsentlige konservative flertals - byggeprojekter.

"Vi betragter afgørelsen som et tydeligt bevis på, at det nytter at kæmpe mod kommunalbestyrelsens flertal, som ikke magter byudviklingen i Vallensbæk, lyder det officielt fra Vallensbæklisten, og Erik Kærgaard Kristensen uddyber til TV 2 Lorry:

"For mig er det en stor fjer i hatten. Jeg er utroligt lykkelig for det og stolt af, at det lykkedes. Den her afgørelse er principiel og vigtig," siger han til tv-stationen.

I klagen, som modstanderne af Vallensbæk Byhave sendte til Planklagenævnet, pointerede de blandt andet, at byggeriet ikke var i overensstemmelse med planlovens paragraf 15a, der går på, at man må kun må bygge på arealer, som man i fremtiden kan sikre mod støjgener.

Det er Planklagenævnet enig med klagerne i, og det er altså på den baggrund, at nævnet ophæver lokalplanen. Det fremgår af klageafgørelsen, som TV 2 Lorry har set.

Vallensbæk Byhave skal ifølge lokalplanen bestå af 518 boliger, der bliver bygget i ejendomme på mellem 3 og 14 etager. Det højeste byggeri skal ifølge planen bygges ud mod motorvejen og med sin størrelse skærme området for støj fra den trafikerede vej.

Som det er nu, skal lokalplanen dog ændres, så den tager højde for planloven, før projektet kan fortsætte, men borgmester Henrik Rasmussen (K) fastholder projektets værdi - især som tilløbsstykke for unge familier:

"Vi vil sikre, at der kommer unge familier til kommunen, og når det sættes på standby, har det en konsekvens i forhold til den demografiske udvikling, vi vil have. Desuden vil alle, der bor i området, ikke få et pænt boligkvarter at kigge på - i stedet får de de gamle erhvervsejendomme, der står på grunden," siger Hans Rasmussen til TV 2 Lorry.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Emner: Vallensbæk Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]