"Jeg vil under ingen omstændigheder være med til at begrænse borgernes mulighed for at stemme," siger byrådsmedlem i Greve Brigitte Klintskov Jerkel (K).

"Jeg vil under ingen omstændigheder være med til at begrænse borgernes mulighed for at stemme," siger byrådsmedlem i Greve Brigitte Klintskov Jerkel (K). - Foto: Rasmus Degnbol/Konservative (arkiv)

Hård debat om at nedlægge valgsteder

Et forslag fra forvaltningen om at reducere antallet af afstemningssteder ved KV21 vækker voldsom politisk debat i Greve Kommune. Der er fare for, at færre valgsteder vil give politisk slagside, advarer politikere.

Udgivet: 17/03/2021

Sponseret af

Citathistorie fra andet medie

Journalist

Del artiklen:

Når landets borgere til november sætter kurs mod stemmeboksene, kan det være, at indbyggerne i Greve syd for København får længere vej, end de plejer at have. For forvaltningen på Greve Kommunes rådhus har foreslået, at antallet af valgsteder i kommunen reduceres fra syv til tre.

Det skriver TV 2 Lorry.

Men det vil ifølge socialdemokraterne i byrådet ramme indbyggerne i den nordlige del af Greve Kommune, og dermed er der risiko for en demokratisk slagside, mener de.

Sagen er netop blevet behandlet i økonomiudvalget i Greve Kommune. Her stemte Socialdemokratiet sammen med De Konservative og Enhedslisten imod forslaget, mens Venstres to medlemmer af udvalget sammen med Dansk Folkeparti og løsgængeren Rigge Nørmark undlod at stemme.

-Det er en demokratisk udfordring, hvis man lukker valgstederne. Og vi ved end ikke, hvad corona kommer til at betyde for valgafviklingen, siger socialdemokraternes spidskandidat og medlem af økonomiudvalget, John T. Olsen, til TV 2 Lorry.

Han frygter, at valgdeltagelsen falder, hvis der bliver nedlagt valgsteder, og dermed er han bange for, at et nyt byråd ikke kommer til at afspejle borgernes holdninger. Samtidig siger han, at netop i Greve Nord har hans parti mange af deres vælgere.

Borgmester: Mangel på frivillige

Greves borgmester Pernille Beckmann fra Venstre undlod at stemme, da Økonomiudvalget behandlede sagen. Og det gør hun først, når byrådet skal træffe den endelige beslutning på mandag.

- Det her handler ikke om at spare penge. Det handler om, hvor mange frivillige, partierne kan stille med, og derfor har vi bedt om en undersøgelse af, hvor mange frivillige, der skal til, for vi kan ikke have underbemandede valgsteder. Valgsteder skal være sikre og trygge.

- Og vi må konstatere, at vi er udfordret på frivillig arbejdskraft. Samtidig bliver de tilforordnede, vi kan stille med, jo heller ikke yngre med årene. Men når det så er sagt, så er tre valgsteder måske lige i underkanten, siger Pernille Beckmann, der over for TV 2 Lorry ikke vil lægge sig fast på, hvor mange hun går ind for.

Borgmesteren afviser, at det er et bestemt område af kommunen, der rammes hårdest og siger, at det nye system indebærer, at der i stedet etableres et valgsted i Greve Idrætscenter, der ligger midt i kommunen.

Sagen er bestemt ikke et område, som Venstre og De Konservative kan samarbejde om i Greve. For også Det Konservative Folkeparti har stemt imod at nedlægge valgsteder.

- Jeg vil under ingen omstændigheder være med til at begrænse borgernes mulighed for at stemme. Faktisk mener jeg, at vi skal overveje, om der i lyset af coronasituationen skal etableres et ottende valgsted i stedet for, siger Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti til TV 2 Lorry.

Ved kommunalvalget i 2017 var stemmeprocenten på landsplan på 70,8, mens den i Greve Kommune var en anelse højere - nemlig 71,3.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Temaer: Kommunevalg

Emner: Greve Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]