KL's formand Jacob Bundsgaard må forberede sig på massiv kritik, fordi kommunerne har brugt 2,7 mindre end budgetteret på service i 2020.

KL's formand Jacob Bundsgaard må forberede sig på massiv kritik, fordi kommunerne har brugt 2,7 mindre end budgetteret på service i 2020. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Analyse: Kæmpebesparelse presser kommunerne fra mange sider

KL's formand må forberede sig på heftig kritik fra fagforbund, interesseorganisationer og Folketinget for et markant mindreforbrug på service i 2020. Det skriver NB-Mediers chefredaktør Arne Ullum i denne analyse.

Udgivet: 16/03/2021

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

KL's formand, borgmester Jacob Bundsgaard (S), kunne sikkert drømme om, at han var ansat i en stor global koncern, og derfor skulle høste stor ros for at være kommet igennem coronakrisen med et mindreforbrug på 2,7 milliarder kroner i 2020.

Det er han ikke. Han er derimod formand for landets 98 kommuner, og han skal i stedet for ros forberede sig på kritik fra mange sider, fordi kommunerne ifølge de foreløbige regnskaber har brugt 2,7 milliarder kroner mindre end budgetteret til kommunal service og administration.

Kritikken vil især komme fra de mange interessegrupper, som mener, at kommunerne har gjort for lidt på alt fra rengøring til ekstra personaleressourcer under coronakrisen. De foreløbige tal er samlet for alle kommunerne under ét, og dermed vil det i første omgang være KL, som står for skud.

Men allerede midt i april kommer de endelige regnskabstal, og de er fordelt ud på enkelte kommuner. Og her kan tallene være benzin på KV21-valgkampen, hvor både borgere og byrådskandidater især uden for budgetpartierne kan bruge tallene til kritik af flertalspartierne og især borgmesterpartiet.

Erfaringen siger, at uanset hvor gode tekniske og bureaukratiske argumenter borgmesteren har, så er det svært at forklare på et vælgermøde, hvor en kandidat blot peger på, at kommunen har sparet så og så mange millioner på service.

Men tallene kan også skabe nye problemer for KL i et folketing, hvor mange partier har kastet sig ind i konkurrencen om at love vælgerne mere velfærd. Hvert eneste krav om mere rengøring, bedre normeringer og alt andet, som kommunerne har afvist med henvisning til økonomien, vil nu vende tilbage som en boomerang. Og det kan potentielt forstærke krav til kommunerne om detailregulering og særpuljer.

Læs også:
Folketinget vil skærpe kontrollen med kommunernes brug af corona-midler

De saglige argumenter drukner

Kommunernes største frustration bliver, at der sagligt set er rigtig gode grunde til, at en coronakrise medfører lavere udgifter. Men den forklaring er så uendeligt meget sværere at kommunikere end en simpel argumentation om alt det gode, som kommunerne kunne have brugt de 2,7 milliarder kroner på.

Det saglige argument er, at nedlukningen af samfundet har medført en lang række besparelser på udgifter til vikarer, vand, varme, materialer og ikke mindst lønninger til ny- og genbesættelse af stillinger, som ofte er blevet udskudt.

Derudover er en lang række aktiviteter udskudt - simpelthen fordi de har krævet fysisk fremmøde. Det gælder alt fra efteruddannelse, forebyggende indsatser, kulturelle arrangementer på institutionerne, lejrskoler, borgermøder og ikke mindst ny- og genbesættelse af stillinger.

Selvom besparelsen på 2,7 milliarder kroner kun udgør godt en procent af kommunernes serviceramme, så vil alle politikere, interesseorganisationer og borgere sammenholde de 2,7 milliarder kroner med prisen på de aktiviteter eller indsatser, som de har foreslået og fået afvist.

Kan give kommunerne dobbelt budgetproblem

Mindreforbruget i 2020 vil påvirke kommunernes budgetter i 2021 og 2022 på flere måder.

Umiddelbart tyder tallene på, at kommunerne er kommet ind i 2021 med et lavt forbrug, og derfor vil man formentlig se lave forbrugsprocenter i 1. og til dels 2. kvartal, og det kan isoleret set betyde, at kommunerne også i 2021 rammer under budgettet med det endelige regnskab.

Modsat trækker, at en lang række opgaver blot er udskudt. Det gælder alt fra meget konkrete ting som efteruddannelse, men det gælder også mere abstrakte ting som effekten af mindre og dårligere forebyggelse eller eksempelvis efterslæb på skolelevernes indlæring.

Spørgsmålet er, om de effekter rammer kommunerne allerede i 2021, eller om det kommer som en prop i en ketchupflaske i 2022. Hvis det sker, så kan kommunerne få et meget stramt 2022, med mindre det lykkes KL's forhandlere at få flyttet noget af mindreforbruget på servicerammen i 2020 til de kommende år.

Problemet med 2022-regnskabet kan blive forstærket, hvis regeringen allerede til sommer begynder at bekymre sig om en begyndende overophedning af økonomien i andet halvår af 2022. I så fald siger erfaringen, at Finansministeriet vil bruge mindreforbruget i 2020 og første halvår af 2021 som argument for, at kommunerne kan nøjes med et meget lille løft i servicerammen for 2022.

Mindre dødelighed kan udløse udgiftspres i 2022

Endelig udgør det demografiske træk en joker, som ingen kender størrelsen af endnu. Danmark havde i de første tre kvartaler af 2020 en lavere dødelighed end normalt, og det vil umiddelbart slå igennem i befolkningsprognosen som kommer i maj, og som danner baggrund for beregningen af det demografiske træk.

Når færre ældre dør, så bliver der flere ældre, som skal have service, og derfor stiger det demografiske træk. I 2018 oplevede man det modsatte. Her betød en lidt større dødelighed i 2017 et fald i det demografiske træk på flere hundrede millioner kroner.

Hvis det demografiske træk stiger, så vil det belaste det økonomiske råderum, og dermed vil der være færre penge til ekstra offentlig service i 2022-2025. Det vil konkret ramme kommunernes og regionernes løft i servicerammen ud over demografien, ligesom der bliver en mindre forhandlingsreserve til finanslovsforhandlingerne.

Lige nu sidder eksperterne i DREAM-gruppen og i Danmarks Statistik og drøfter, hvordan den lavere dødelighed skal indregnes i befolkningsprognosen.

Som en økonom humoristisk konstaterede, så kan afgørelsen på de overvejelser i yderste konsekvens stort set aflyse både økonomi- og finanslovsforhandlingerne for 2022.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Temaer: Budgetter

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]