Lolland Kommune, Realdania og A. P. Møller Fonden har til sammen afsat 150 millioner kroner til initiativet Nakskov 2030, der er et ambitiøst udviklingsprojekt, som gerne skulle sende den gamle købstad og levende industriby godt ind i fremtiden.

Lolland Kommune, Realdania og A. P. Møller Fonden har til sammen afsat 150 millioner kroner til initiativet Nakskov 2030, der er et ambitiøst udviklingsprojekt, som gerne skulle sende den gamle købstad og levende industriby godt ind i fremtiden. - Foto: realdania.dk

Nakskov har gang i noget stort

Kommunen har investeret 50 mio. kroner i Nakskov, og det samme har to fonde. Nu skal der bygges videre på byens potentiale. Et arbejde lokale ildsjæle startede og som nu videreføres i projektet Nakskov2030.

Udgivet: 10/03/2021

Lene Vind

Journalist

Del artiklen:

Noget stort er i gang i Nakskov, faktisk så kæmpestort at det har udløst den største investering nogensinde i forbindelse med byudvikling i Lollands historie. Med et samlet budget på 150 mio. kroner skal der sættes gang i en langsigtet positiv udvikling i Nakskov.

Byen skal være levende og attraktiv for både borgere, besøgende og erhvervsdrivende. Og projektet er også vigtigt, fordi det forhåbentlig kan skabe ny viden om byudvikling i de traditionelle købstæder over hele landet.

Langt inden projektet blev så kæmpestort, var det noget mindre og voksede ud af de lokale nakskovitters ønske om at sikre byen en fremtid. I 2012 stiftede medlemmer fra blandet andet Nakskov Handel og Erhverv projektet "Nu Tæller Kun Handling" med støtte fra Lolland Kommune, og siden bredte projektet sig også til byrådet, der bevilligede penge til to byrumsprogrammer i Maribo og Nakskov.

Det borgerdrevne projekt og de kommunale initiativer blev en forløber for det nye projekt: Nakskov2030.

"Hvis projektet ikke var startet nedefra, så var det ikke blevet til noget. En kommune kan ikke få gang i den slags uden støtten fra de lokale beboere," siger Mette Boje Madsen, som i et par år har arbejdet med det store projekt og nu er tilbage på sin normale "pind" i Lolland Kommune.

Tre ligeværdige parter

De lokale ildsjæle havde haft en dialog med nogle fonde om deres ønske til fremtidens Nakskov og især ønsket om et kulturhus. Men fondene vil typisk gerne have kommunen med for at få løftet projektet. Derfor fortsætte dialogen og et samarbejde med Realdania og A.P. Møller Fonden kom i stand.

"Man kan ikke gøre noget uden at en kommune er med i fht. f.eks. det planmæssige, og at man har byrådet med," siger Mette Boje Madsen.

Der blev etableret et sekretariat, som har tilknytning til kommunen, og som altid kan trække på særlig arbejdskraft, hvis der er behov. Sekretariatet er ansat af alle tre parter og varetager arbejdet med projektet.

"Vi er tre ligeværdige parter, som hver kommer med 50 mio. kr. og vi er ligestillede mht. interesse og indflydelse. Det er en uformel organisation, som er med til at kitte parterne sammen," siger Tim Smidt Jeppesen, programdirektør for Nakskov2030.

God kommunikation er vigtig

Nakskov2030 er den største investering i forbindelse med byudvikling i Lollands historie og den lokale holdning er, at projektet bare skal lykkes.

"Og hvis kommunen ikke skulle støtte op om det, hvem skulle så," siger Mette Boje Madsen.

Selvom beskrivelserne af projektet lyder forjættende, er det ikke 100 procent sikkert, at alle klapper i hænderne, når fondene pludselig kommer med helt nye tanker - og de kommer fra København!

"Ja, det kan være lidt svært at forstå, men derfor er det vigtigt at fortælle de gode historier og at fondene kommer med nogle andre kompetencer," siger Mette Boje Madsen.

"Samarbejdet med byrådet er også vigtigt, for det kan ske, at fondenes mening får et projekt til at skifte valeur eller betydning, og på den måde får byrådet tilført en viden, som gavner dem og projektet," siger Tim Smidt Jeppesen.

Begge er helt enige om, at fondene tilfører rigtig meget til et projekt, for der er stor risiko for, at man som lokal bliver lidt selvblind, og derfor er det vigtigt at turde kaste tingene lidt fra sig og tro på, at fondenes tanker også er rigtige.

"Som embedsmænd bliver vi stærkere i vores kompetencer, fordi vi hele tiden bliver udfordret i sådan et projekt og det er sindsygt lærerigt. Vi lærer hele tiden noget, som vi kan tage med videre i vores arbejde," siger Mette Boje Madsen.

Fakta om Nakskov2030

Projektet kører med tre hovedspor og formuleringerne stammer fra projektbeskrivelsen:

Kærligt løft af købstaden

Vi løfter historien om Nakskov som købstad ved at restaurere de historiske huse, skabe nye byrum og styrke forbindelsen til vandet via købstadens skæve stræder. Samtidig gør vi plads til flere overnattende gæster i kernen af købstaden.

Nyfortolkning af havnen

Vi forbedrer adgangen til vandet via Honnørkaj og giver havnebygningen nyt liv. Vi værner samtidig om industrihavnen og fremhæver havnens rå bygninger som monumenter for byens store, stolte industrihistorie.

Hestehovedet – en nøgle til Nakskov Fjord

Vi aktiverer Hestehoved som det naturlige udgangspunkt for alle med lyst til vandsport, leg og naturoplevelser i Danmarks ø-rigeste Fjord. Det sker ved at lave nye faciliteter og aktiviteter omkring Hestehovedet, der giver plads til både oplevelser, ro og fordybelse.

null
  • Samlet budget: 150 millioner kroner. Heraf kommer de 50 millioner fra Lolland kommune. Realdania har bevilget 50 millioner kroner og A.P. Møller Fonden 50 millioner.
  • Nakskov 2030 bygger på grundige analyser udarbejdet af BARK Rådgivning.
  • Et sekretariat med tæt tilknytning til kommunen får ansvaret for at sikre realiseringen.

Læs mere på Nakskov2030.dk og hos Realdania om hele projektet.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Emner: Lolland Kommune, Turisme, Byudvikling

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]