
Flere kvinder skal være formænd for udvalg i byrådet og have lønnede poster. Sådan lyder det fra SF-borgmesterkandidat i Kolding, Villy Søvndal. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (arkiv)
SF lover mere ligestilling i byråd
Udvalgsposter og lønnede poster skal fordeles mere ligeligt mellem mænd og kvinder. Det vil vi være meget opmærksomme på efter kommunalvalget, lover SF i Kolding.
Udgivet: 08/03/2021
SF i Kolding med spidskandidat Villy Søvndal bruger Kvindernes Internationale Kampdag til at komme med et klart ønske: Efter kommunalvalget skal der ske en mere ligelig fordeling mellem kønnene, når det gælder formandsposter for udvalg og lønnede poster.
"Vi kan se, at i det nuværende byråd er kun få kvinder kommet i nærheden af en udvalgsformandspost. De halter også voldsomt bagefter, når det handler om at få andel i de lønnede poster," siger forhenværende minister, SF-formand og nu borgmesterkandidat for SF i Kolding, Villy Søvndal, til JydskeVestkysten.
Ifølge avisen er der 9 kvinder i byrådet i Kolding, som har i alt 25 medlemmer. Dermed udgør kvinderne 36 procent af medlemmerne i Kolding Byrådet, men kvinder sidder kun på 18 procent af udvalgsposterne og 16 procent de lønnede poster.
"Vi fil gerne love, at når vi forhåbentligt får en del mænd og kvinder i byrådet, så vil vi også sikre, at alle kan få andel i de spændende poster. Det betyder, at kvinder også får udvalgsposter og lønnede poster i forhold til deres repræsentation," siger Villy Søvndal til JydskeVestkysten.
Det er langt fra kun i Kolding, at der sætte spørgsmålstegn ved kønsbalancen i kommunalbestyrelserne. En ny analyser viser, at Danmark er det nordiske land med færrest kvinder i lokalpolitik, og det står særligt skidt til i kommunerne uden for storbyerne.
Som landsparti præsenterer SF i dag et udspil til at fremme ligestilling i politik både nationalt og lokalt. Partiets ligestillingsordfører Astrid Carøe siger til Sjællandske Medier:
"Vi foreslår blandt andet, at kommunalbestyrelserne i højere grad skal arbejde på at lægge deres møder, så det er nemmere at deltage, når man har små børn. Kommunalbestyrelsesmøderne ligger ofte lige i ulvetimen, men de kan jo godt afholdes på andre tidspunkter. Det er jo til gavn for både mænd og kvinder."
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37
Temaer: Kommunevalg
Emner: Ligestilling, Kolding Kommune, Socialistisk Folkeparti







































