
Formand for Dansk Metal Claus Jensen står i spidsen for vækstteamet på Fyn, som får fokus på maritime erhverv og robotter. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Regeringen sætter gang i regionale vækstteams
Regeringen præsenterer nu syv regionale vækstteams. De skal anvise, hvordan 500 mio. kr. bruges bedst på at styrke regionale satsninger i erhvervslivet. Se de syv teams.
Udgivet: 02/03/2021
Regeringen præsenterer her tirsdag syv regionale vækstteams, som skal bidrage til, at væksten efter coronakrisen bliver fordelt ud over landet ved at satse på regionale erhvervsklynger.
Det skriver Avisen Danmark.
De syv nye vækstteams er udpeget af erhvervsminister Simon Kollerup (S) og har deltagelse af repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen, kommuner, erhvervshuse og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
I de regionale vækstteams skal man finde ud af, hvordan man bedst understøtter det lokale erhvervsliv på bestemte satsningsområder.
Det skal føre til anbefalinger, som ministeren allerede ved udgangen af maj kan bringe videre til Folketingets partier.
Der blev på finansloven for 2021 afsat en ramme på 500 millioner kroner, der kan bruges til at føre anbefalingerne fra de syv vækstteams ud i livet. Pengene kommer fra EU-Kommissionens genopretningsprogram, React-EU. Det er en meget stor pengekasse med 350 milliarder kroner til at få EU-landene på fode igen efter coronakrisen.
"I tiden efter finanskrisen kom væksten rimeligt hurtigt tilbage i de større byer, men haltede efter mange andre steder i Danmark. Derfor er det vækst i alle dele af Danmark, der skal være vores vej ud af coronakrisen," siger Simon Kollerup til Avisen Danmark.
De syv vækstteams
Bornholm
Fokus: Grøn energi relateret til energiø
Formand: Henriette Hallberg Thygesen, A.P Møller-Mærsk
Fyn
Fokus: Maritime erhverv og robotter
Formand: Claus Jensen, Dansk Metal
Hovedstaden
Fokus: Life science
Formand: Lars Fruergaard Jensen, Novo Nordisk
Midtjylland
Fokus: Vandteknologi
Formand: Kim Nøhr Skibsted, Poul Due Jensen Fond/Grundfos Fond
Nordjylland
Fokus: CO2-fangst, lagring og udnyttelse
Formand: Michael Thomsen Lundgaard, Aalborg Portland
Sjælland og øerne
Fokus: Biosolutions
Formand: Jørn Stryger, CP Kelco
Sydjylland
Fokus: Omstilling fra olie til grøn industri
Formand: Uafklaret
Kilde: Erhvervsministeriet
Læs mere om de regionale vækstteams herSidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Erhvervsliv









































