
Venstres kommunalordfører Anni Matthiesen mener, at alle kommuner skal kunne vælge vælge "et område eller to, hvor de kan lave frihedsforsøg." - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkivfoto)
Venstre vil have frikommuneforsøg i alle kommuner
Det skal ikke blot være syv udvalgte kommuner, men alle landets kommuner der kan iværksætte frikommuneforsøg. Det foreslår Venstre, som vil 'mindske det regeltyranni og bureaukrati, som har grebet om sig.'
Udgivet: 01/02/2021
Alle 98 kommuner skal have frihed til at iværksætte forsøg på de områder, som de finder relevante. Der skal tages livtag med både statslig styring og kommunal regulering.
Det er budskabet fra Venstre, som nu fremsætter et beslutningsforslag i Folketinget, skriver Berlingske.
I beslutningsforslaget skriver Venstre, at landets kommuner bør sættes fri til "at finde nye og effektive løsninger på at mindske det regeltyranni og bureaukrati, som har grebet om sig."
Ifølge Berlingske indebærer forslaget, at kommunerne selv skal kunne vælge, om de ønsker at blive sat fri på ét eller flere områder. Folketinget skal til gengæld forpligte sig til i videst muligt omfang at sætte kommunerne fri af statslig regulering. Og kommer, som ønsker at være med, skal forpligte sig til gennemføre en markant frisættelse fra kommunal regulering.
I efteråret bebudede statsminister Mette Frederiksen (S), at der skulle laves frikommuneforsøg i syv kommuner inden for områderne dagtilbud, folkeskole og ældrepleje. Men det er ifølge Venstre alt for uambitiøst.
"Det er ikke nok og alt for snævert, at man bare ovenfra udpeger syv kommuner til nogle forsøg. Nu rækker vi ud til at alle 98 kommuner, så de kan vælge et område eller to, hvor de kan lave frihedsforsøg," siger Venstres kommunalordfører, Anni Matthiesen, til Berlingske.
Partiet vil give mulighed for, at der også laves forsøgsordninger inden for beskæftigelses-, social-, kultur-, fritids-, teknik-, miljø- og klimaområdet.
Socialdemokratiets kommunalordfører, Birgitte Vind, synes, at Venstre tager munden for fuld.
"Når man skal lave store omsiggribende reformer, så skal man tænke sig godt om. Og det har vi gjort med de syv kommuner. Derfor bør vi se, hvordan de arbejder med det, før vi kaster alle ud i uvished på en gang. Det kan skabe en enorm utryghed," siger Birgitte Vind til Berlingske.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Temaer: Frikommuner







































