
Der er en del læringer fra corona, som lokalpolitikere med fordel kan gå i dialog med vælgerne om op til kommunalvalget, vurderer kommunikationsrådgiver Søs Marie Serup Laybourn. - Foto: Foto fra KØF
Fif til valgkamp: Dyrk 'corona-skolen' og erhvervspolitik
Erhvervspolitik og 'læren fra corona' kan gå hen og blive hotte emner under kommunalvalget. Vælgerne stemmer gerne på innovative politikere, lyder det fra kommunikationsrådgiver.
Udgivet: 15/01/2021
Traditionelle velfærdsemner som ældrepleje og skolerne bliver givetvis centrale igen, når der er kommunalvalg til november. Men KV21 kan også meget vel komme til at handle om erhvervspolitik, og hvad læren af corona har været.
Den vurdering kom fra kommunikationsrådgiver og tidligere spindoktor Søs Marie Serup Laybourn på KØF (Kommunaløkonomisk Forum) torsdag.
I et kort oplæg om de centrale temaer ved KV21 anbefalede hun kommunalpolitikerne at gå foran med dialog med borgerne om innovative tiltag. Hun sagde blandt andet:
"Vi er mange forældre, som gerne vil fortsætte de gode takter fra ’corona-skolen’. Altså eksempelvis større forældreinddragelse."
"Jeg vil anbefale kommunalpolitikere at komme i teten på dialog med forældre om, hvad man kan tage med sig af velfungerende tiltag fra ’corona-skolen’. Man skal så at sige få sat folket ind i folkeskolen igen. Og så kan vælgerne godt lide politikere, som er innovative."
Søs Marie Serup Laybourn pegede også på, at man op til valget 16. november i nogle kommuner vil stå med et erhvervsliv, som stadig lider under følger af coronapandemien.
"Jeg vil anbefale nogle politikere at gå til valg på erhvervs-udviklingspakker. Det er normalt ikke noget varmt emne blandt vælgerne, men denne gang kan det godt blive det i nogle kommuner. For eksempel i Tårnby Kommune hvor man har mistet en masse arbejdspladser som følge af, at der er meget, meget lille aktivitet i Københavns Lufthavne," sagde Søs Marie Serup Laybourn.
Man skal klimatilpasse abstraktionsniveauet
Formanden for KL og borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) vurderede ligesom flere andre på KØF, at klimatilpasning kan gå hen at blive et meget stort emne under KV21. Den vurdering kom kommunikationsrådgiver Benjamin Rud Elberth også med. Men han gav kommunalpolitikerne følgende råd:
"Vælgerne kan ikke forholde sig til CO2-udledning og 'the ice is melting at the poles' (reference til famøst citat fra tidligere udenrigsminister Villy Søvndal, red.). Derimod kan man nå langt i forhold til vælgerne, hvis man taler om faren for, at de får vand i deres kælder, hvis ikke kommunen gør noget. Man skal klimatilpasse abstraktionsniveauet," sagde Benjamin Rud Elberth.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Temaer: Kommunevalg







































