
Bøgerne er blevet revet væk i forbindelse med det stop for fysiske udlån på bibliotekerne pga. covid-19. - Foto: Danmarks Biblioteksforening
Lånere hamstrede bøger inden biblioteksnedlukning
Folkebibliotekerne i de 38 delvist nedlukkede kommuner oplevede en storm af lånere, der ville hente læsestof til perioden med nye coronarestriktioner.
Udgivet: 11/12/2020
Udsigten til at bibliotekerne skulle holde lukket i 38 kommuner indtil 3. januar, fik mange borgere til at valfarte til bibliotekerne 7. og 8. december.
Det skriver Forbundet Kultur og Information i en artikel.
Forbundets medlemmer på folkebiblioteker beretter blandt andet om lånere med IKEA-poser fyldt med bøger, lange køer og ribbede 14-dages udlån.
På Allerød Biblioteker hamstrede borgerne bøger allerede inden Statsministeriet havde offentliggjort de nye restriktioner.
"Det var tydeligt, at borgerne har prøvet det før, og selvom nedlukningen kun er til 3. januar, lånte mange ekstra bøger i tilfælde af, at perioden med restriktioner fortsætter. Og vores garvede brugere ville heller ikke risikere en jul uden læsning," siger Annette Godt, bibliotekschef på Allerød Biblioteker.
"Allerede i mandags havde vi 3-4 gange flere udlån end normalt, så borgerne havde lugtet lunten. "
NB-Kommune har tidligere skrevet om stigningen i udlån i forbindelse med nedlukningen i foråret. Danmarks Statistik opgjorde udlånene i dagene op til nedlukning til ca. 40.000-90.000, hvorefter antallet steg til 125.000 udlån den 12. marts 2020, som var sidste åbningsdag inden bibliotekerne lukkede for fysiske udlån.Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Emner: Biblioteker, Allerød Kommune







































