Olie- og gasfyr skal udfases i Middelfart de næste ti år som den del af klimaplan DK2020. (Arkiv)

Olie- og gasfyr skal udfases i Middelfart de næste ti år som den del af klimaplan DK2020. (Arkiv) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Klimakommune: Nu ryger det gamle gasfyr

Blandt andet udfasning af gas- og oliefyr skal medvirke til, at Middelfart som 65 andre kommuner bliver klimaneutrale. Borgere, virksomheder og kommune skal alle bidrage.

Udgivet: 25/11/2020

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Flere og flere kommuner tilslutter sig DK2020-samarbejdet, og det skorter ikke på velvilje i bestræbelserne på at blive klimaneutral inden 2050.

Heller ikke i Middelfart Kommune, hvor både borgere, virksomheder og kommune ifølge planen skal spille sammen om at nå målene om 70 procent reduktion af CO2 i 2030 og fuldstændig klimaneutralitet i 2050. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Et af de mest omfattende punkter i den foreløbige plan, der skal godkendes i byrådet 7. december, er en udfasning af olie- og gasfyr i hele kommunen frem mod 2030. Det fortæller borgmester Johannes Lundsfryd (S):

“Vi har næsten 7.000 gas- og oliefyr i kommunen, og de skal simpelthen skiftes ud over de næste ti år,” siger Johannes Lundsfryd til avisen.

Læs også:
Kommunerne står i kø for at blive klimafrontløbere

Udover målet om en udfasning af olie- og gasfyr indeholder planen også blandt andet opstilling af ladestandere til elbiler ved offentlige institutioner og rejsningen af 100 hektar skov. Se udpluk fra klimahandlingsplanen i Middelfart nederst i artiklen.

Byrådet vil finansiere klimaplanen med et årligt bevilget beløb, men visse initiativer vil kræve ekstra investeringer, siger borgmesteren:

“Vi sætter en ramme på i alt 2,9 millioner kroner om året til vores rolle i det her, men også til mindre projekter. Når der er større projekter – for eksempel når vi skal rejse 100 hektar skov, hvor det er dyrt at købe arealerne – så der vil være nogle tiltag, hvor vi i forbindelse med budgetterne skal forhandle om, hvordan vi kan nå de mål,” siger Johannes Lundsfryd til Fyens Stiftstidende.

DK2020, som blandt andre KL, Danske Regioner, den grønne tænketank Concito og Realdania står bag, har indtil videre 66 danske kommuner med. Initiativet skal rådgive og forpligte kommunerne til lokalt at arbejde frem mod klimaneutralitet.

FAKTA: Forståelsespapir om Middelfart Kommunes klimaplan - uddrag:

  • Udfasning af olie- og gasfyr frem mod 2030.
  • Energibesparelser og energirenovering af bygninger og boliger.
  • Fra 2021 skal alle budgetforslag klimavurderes.
  • Ambition om, at omkring 200 hektar solceller etableres.
  • Cirkulære løsninger skal indtænkes i alle kommunens aktiviteter fremover.
  • Kommunen skal præsentere alternative, grønne løsninger, hvis indsatser i klimaplanen ikke kan opfyldes.
  • Ladestandere til elbiler skal opstilles ved offentlige institutioner.
  • Kommunen vil tiltrække finansiering fra fonde og EU-programmer.

Kilde: Fyens Stiftstidende

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34

Emner: Klima, Middelfart Kommune, DK2020

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]