Byudvikling - som her på havnefronten i Aalborg - bliver et centralt tema ved KV21. Det vurderer fire ud af ti byrådsmedlemmer.

Byudvikling - som her på havnefronten i Aalborg - bliver et centralt tema ved KV21. Det vurderer fire ud af ti byrådsmedlemmer. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Klima og byudvikling bliver centrale temaer ved KV21

Skal der solceller på de kommunale bygninger? Skal der bygges boliger på den gamle havnegrund? Klimaindsats og byudvikling bliver meget vigtige temaer ved KV21. Det viser ny undersøgelse.

Udgivet: 19/11/2020

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

En stor del af kandidaterne til kommunalvalget om et år vil forsøge at komme i dialog med vælgerne om kommunens klimaindsats og udvikling af bolig- og erhvervsområder.

Faktisk siger 52 procent af byrådsmedlemmerne, at klima- og miljøindsats lokalt bliver et centralt tema ved KV21. Og hele 41 procent forudser, at byudvikling bliver et tema, som vælgerne vil være optaget af.

Det viser en rundspørge foretaget af NB-Kommune til alle landets byrådsmedlemmer.

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

Ved kommunalvalget i 2017 var miljø- og klimaindsatsen lokalt også et vigtigt tema, men det interessante er, at det blandt byrådsmedlemmer er blevet et næsten ligeså centralt valgtema som de traditionelle topscorere i valgtema-undersøgelser: Børnene og de ældre.

I NB-Kommunes undersøgelse vurderer 51 procent af byrådsmedlemmerne, at klima- og miljøindsats bliver et centralt tema. Til sammenligning vurderes temaet 'skolerne' til at være centralt af 60 procent og temaet 'ældrepleje' af 61 procent af lokalpolitikerne.

Med andre ord: Den store interesse for klimaspørgsmål, som befolkningen udviste ved folketingsvalget i 2019, ser ud til at have bidt sig fast også lokalpolitisk.

Byudvikling engagerer

At 'byudvikling' er så populært som valgtema blandt byrødderne kan hænge sammen med, at det er noget, som kan bringe sindene i kog lokalt. Eksempelvis kan der nemt opstå en hed lokal debat om tilladelser til at bygge ejendomme og planer for områders udvikling.

En af de byrådsmedlemmer, som er optaget af byudvikling, er SF'eren Paw Amdisen i Horsens.

"Der er faktisk en del vælgere, som er optaget af, hvordan byen skal se ud. Her i Horsens er en del optaget af, hvordan midtbyen og havnen udvikles, så der bliver mere inspirerende og knap så ensformigt byggeri," siger Paw Amdisen.

En joker i valgkampen

Når man ser på byrådsmedlemmernes udpegning af centrale temaer for KV21, så er der et tema, som om et år kan være strøget helt til tops.

"På grund af omkostningerne ved corona kan vi meget vel stå i en dyb økonomisk krise i november 2021. Så vil arbejdsløshed og beskæftigelse helt sikkert blive et tema i valgkampen, ligesom vi så det ved kommunalvalget i 2013. Det tragikomiske her er så, at byrådene faktisk ikke kan gøre så meget, hvis der er udbredt ledighed," siger kommunalforsker og forskningsleder ved Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch.

I NB-Kommunes undersøgelse peger kun få byrådsmedlemmer på arbejdsløshed som et centralt tema ved KV21. Ud af 250 respondenter skriver ét enkelt byrådsmedlem 'beskæftigelse' på som centralt tema, og én anden 'arbejde og uddannelse'.

Læs også:
Lokalpolitikere: Ældrepleje bliver det vigtigste tema ved KV21

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33

Temaer: Kommunevalg

Emner: Miljø, Horsens Kommune, Byudvikling, Demokrati, Byråd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]