
Landingspladsen er Thorupstrands største attraktion og den skal udvikles, så det både bliver muligt for de mange besøgende at opleve kystfiskeriet tæt på, samtidigt med at de mange erhvervsfiskere uhindret kan udøve deres erhverv. I første omgang gives støtten til en viderebearbejdning og konkretisering af projektet med henblik på en efterfølgende realisering. - Foto: Claus Bjørn Larsen /Realdania
Fem kommuner får milliontilskud til at styrke feriesteder
Realdania støtter nu seks projekter i fem kommuner langs Vestkysten med 21 millioner kroner. Projekterne skal give udvalgte steder i ferielandet et løft til gavn for gæster og lokalsamfund.
Udgivet: 11/11/2020
Et soltorv, en svingbro, stier til gående og cykler og nye faciliteter til fiskeri og friluftsliv skal være med til at bidrage til at skabe flere forbindelser, mødesteder og attraktioner i og omkring kystbyerne på Vestkysten.
Fem kommuner på Vestkysten har søgt midler til realisering, og de seks projekter får nu ca. 21 mio. kr. i støtte fra foreningen Realdania. Kommunerne bidrager selv med ca. 46,6 mio. kr.
”Vestkysten har potentiale for mere helårsturisme – og dermed for øget beskæftigelse og mere liv i lokalsamfundet,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i foreningen Realdania i en pressemeddelese.
Hun understreger, at udviklingen ikke sker på bekostning af den rå og uberørte natur, der er en attraktion i sig selv på Vestkysten.
Seks udvalgte projekter fra nord til syd
De seks projekter skal styrke kvaliteten i byer langs Vestkysten, og i sidste ende bidrage til at gøre den 550 km lange kystrækning til én af Nordeuropas mest attraktive turistdestinationer.
Det Blå Torv i Blåvand skal gøre bykernen mindre trafikeret og mere sikker for gående. Et Soltorv i Vejers Strandby skal styrke forbindelsen mellem stranden og byen.
I Løkken skal De Maritime Huse med faciliteter til fiskere og outdoor-turister give bedre muligheder for kystfiskeri og friluftsliv. En sti mellem Løkken og Blokhus skal gøre det mere attraktivt at bevæge sig rundt i ferielandet til fods og på cykel.
I Hvide Sande skal stier og broer på tværs af byen sikre, at de bløde trafikanter får bedre forhold.
I Thorupstrand skabes rammer, som gør, at de mange gæster kan opleve kystfiskeriet på nært hold, i sikkerhed og uden at være til gene for erhvervsfiskerne.
Fakta om Udviklingsplan for Vestkysten
De seks udvalgte projekter er del af den udviklingsplan for Vestkysten, som 11 kommuner og tre regioner i partnerskab med Dansk Kyst- og Naturturisme og Realdania har vedtaget, og hvor den overordnede vision er, at Vestkysten er én samlet destination.
Realdania har afsat 40 mio. kroner. til at udvikle kystbyer og attraktioner langs den jyske vestkyst i forlængelse af udviklingsplan for Vestkysten.
Første skridt var at støtte en række udviklingsplaner for feriestederne samt undersøgelser af en række attraktioners udviklingsmuligheder. Andet skridt er nu støtte til realisering af seks udvalgte projekter fra første runde.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33
Emner: Turisme







































