
I mange år markedsførte Ærø sig selv som 'bryllupsøen'. Men ifølge anklage har alt vedrørende bryllupper ikke været i den skønneste orden på øen. (Arkivfoto) - Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix
Bidrag til julefrokoster bliver til sag om bestikkelse
Pengene gik direkte til at betale personaleforeningens julefrokost. Men alligevel er chefen for borgerservice og vielseskontoret i Ærø Kommune tiltalt for at have modtaget bestikkelse fra ægteskabsbureau.
Udgivet: 11/11/2020
Chefen for borgerservice og vielseskontoret i Ærø Kommune var tirsdag på anklagebænken i Retten i Svendborg.
Her er hun tiltalt for at have modtaget bestikkelse. Gennem fem år fik hun 13.900 kroner, hævder anklagemyndigheden.
Pengene skulle være kommet fra ægteskabsbureauet Weltweit-Heiraten, der indtil 2018 havde et samarbejde med Ærø Kommune, der gav udenlandske par mulighed for at blive gift på Ærø.
Det var chefen for Weltweit-Heiraten, Bernd Böttcher, selv, der mødte op på vielseskontoret, hvor han afleverede beløb på 200 euro eller 500 euro, med henblik på at de skulle gå til personalets julefrokost.
Nogle gange har personalet taget imod pengene og givet dem videre til den tiltalte, men én gang har Böttcher henvendt sig direkte til tiltalte.
Bernd Böttcher har også leveret mellem 10 og 15 flasker spiritus til en julefrokost, forklarer både den tiltalte og et vidne.
I sin afsluttende bemærkning fremhæver anklager Jakob Thaarup, at det handler om, "hvordan det ser ud".
- Man kan ikke afvise, at han gør det for at holde sig på god fod med vielseskontoret, siger han.
Forsvarer Jakob Thrane mener ikke, at der er bevis for, at tiltalte har været modtageren af pengene. De er i alle tilfælde gået til personaleforeningen - og har i øvrigt været bogført i personaleforeningens regnskaber.
Den ene gang hvor han Bernd Böttcher henvendte sig på tiltaltes kontor og afleverede penge personligt, blev de lagt på et bord uden en forventning om særbehandling, påpeger han.
Anklager og forsvarer er enige om, at den tiltalte ikke bør findes skyldig, hvis ansvaret kan placeres højere oppe - for eksempel kommunaldirektøren eller borgmesteren.
Forsvarer Jakob Thrane argumenterede for, at skiftende kommunaldirektører og borgmestre må have været klar over pengegaverne fra Bernd Böttcher.
- Hvorfor skulle de vide det? Jo, det vidste hele Ærø Kommune da, så hvorfor skulle kommunaldirektøren ikke vide det?, siger Jakob Thrane.
Retten i Svendborg ventes at afsige dom i sagen tirsdag i næste uge.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33
Emner: Administration, Kriminalitet, Ærø Kommune, Forvaltning










































