
Venstre-borgmestrene Erik Buhl, H.P. Geil og Jørn Pedersen (set fra venstre) genopstiller ikke ved KV21. Når personer kendt i lokalområdet ikke genopstiller, kan det udløse tilbagegang. - Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix og Sportxpress/Ritzau Scanpix
Flere V-borgmestre stopper og kan udløse tilbagegang for partiet
Seks ud af de ni borgmestre, der ikke genopstiller ved KV21, er Venstre-borgmestre. Det giver større risiko for, at Venstre får tilbagegang, vurderer afgående Varde-borgmester.
Udgivet: 15/10/2020
Flere Venstre-borgmestre har i den senere tid meddelt, at de ikke genopstiller ved KV21. Det kan trække tilslutningen til Venstre ned ved kommunalvalget, skriver JydskeVestkysten.
På landsplan har seks Venstre-borgmestre indtil videre meddelt, at de ikke genopstiller til borgmesterposten ved kommunalvalget næste år.
Sydjyllands Storkreds er en af Venstres højborge, og her hænger hovedparten af borgmesterkæder rundt om halsen på Venstre-mænd. Men det er ikke sikkert, at billedet ser sådan ud efter kommunalvalget næste år. På nuværende tidspunkt har fem borgmestre meldt ud, at de ikke genopstiller.
Borgmester i Varde, Erik Buhl (V), er den seneste i rækken af Venstre-borgmestre der har meddelt, at de ikke genopstiller. Han følger i hælene på Billund-borgmester Ib Kristensen, Haderslev-borgmester H.P. Geil, Kolding-borgmester Jørn Pedersen og Vejen-borgmester Egon Fræhr. Erik Buhl mener, at det kan gå ud over antallet af Venstre-borgmesterposter, at flere nu stopper.
"Risikoen er nok lidt større, for borgerne kan godt lide en velfungerende kommune med en stabil drift," siger Erik Buhl (V) til JydskeVestkysten.
Ifølge Ulrik Kjær, professor og forsker i kommunalpolitik fra Syddansk Universitet, er det opsigtsvækkende, at så mange V-borgmestre har valgt at stoppe i netop Syd- og Sønderjylland.
"Typisk vil det være rigtig hårdt for et parti at miste nogle af sine gode, dygtige, vellidte og rutinerede borgmesterkandidater. De trækker mange personlige stemmer," siger Ulrik Kjær til JydskeVestkysten.
Dog mener Ulrik Kjær, at det er for tidligt at male Fanden på væggen. Man skal huske på, at borgmestrene begrunder deres farvel til partiet med, at de blandt andet ønsker mere tid med deres børn og børnebørn.
Borgmestre, som ikke genopstiller ved KV21
- Egon Fræhr (V), Vejen
- Lars Krarup (V), Herning
- Jørn Pedersen (V), Kolding
- Ole Bollesen (S), Syddjurs
- Ole Wej Petersen (S), Ærø
- H.P. Geil (V), Haderslev
- Ib Kristensen (V), Billund
- Niels Viggo Lynghøj (S), Struer
- Erik Buhl (V), Varde
Kilde: NB-Kommune
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Temaer: Kommunevalg
Emner: Billund Kommune, Haderslev Kommune, Kolding Kommune, Varde Kommune, Venstre







































