Faxe Kommunes borgmester, Ole Vive (yderst til højre), kalder coronatilfælde blandt håndværkere i kommunen for en "ulykkelig situation".

Faxe Kommunes borgmester, Ole Vive (yderst til højre), kalder coronatilfælde blandt håndværkere i kommunen for en "ulykkelig situation". - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Coronaudbrud i Faxe Kommune: 36 håndværkere er smittet

143 håndværkere på tre adresser er testet efter et tilfælde af covid-19. Foreløbigt er 36 testet positive.

Udgivet: 15/10/2020

Del artiklen:

Et coronaudbrud har ramt en gruppe udenlandske håndværkere, der bor tæt sammen på tre adresser i Faxe Kommune.

Foreløbig er 36 personer på de tre adresser konstateret smittede. Det oplyser Faxe Kommune på et pressemøde onsdag.

Søndag blev en mand på en af adresserne testet positiv for coronavirus, og det har ført til, at 143 personer er blevet testet.

Det kan på pressemødet ikke oplyses, hvor mange der endnu mangler at få svar på deres test, og hvor mange som har fået et negativt testsvar. Det skyldes regler for databeskyttelse.

Personerne arbejder i samme firma og bor sammen på de tre adresser, hvorfra de hver dag kører sammen til byggepladser i hovedstadsområdet.

Det vides ikke, hvor det første smittetilfælde er opstået.

- Vi ved, han har været på orlov i sit hjemland for nylig. Men hans nære familie skulle være testet og være raske, siger Tim Volmer Jensen, der er afdelingslæge hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Beboerne i lokalsamfundet kan dog være rolige trods coronaudbruddet. Der er nemlig intet, der tyder på, at smitten har spredt sig til lokalsamfundet. Det siger Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland.

- Jeg kan sagtens forstå bekymringer, det er helt naturligt. Derfor laver vi et mobilt testtilbud fra i morgen (onsdag, red.).

- Men der er ikke noget, der på nuværende tidspunkt tyder på, at det har spredt sig yderligere til lokalsamfundet, siger han på pressemødet.

Kommunens borgmester, Ole Vive (V), kalder situationen "ulykkelig". Men han understeger, at der er styr på smitten.

- Der leveres mad og drikke, så beboerne kan være på deres adresser fuldtid, siger han.

De smittede er blevet sat i karantæne, mens de andre betragtes som nære kontakter og derfor er blevet bedt om at gå i frivillig isolation.

- Vi samarbejder med andre kommuner i Region Sjælland om at få flere isolationsboliger, siger Ole Vive.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32

Emner: Forebyggelse, Faxe Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]