Vejle vil sættes fri til at kunne blive klima-frikommune. Fotoet er af den kendte Vejlefjord-bro.

Vejle vil sættes fri til at kunne blive klima-frikommune. Fotoet er af den kendte Vejlefjord-bro. - Foto: VisitVejle

Vejle vil sættes fri til at være klimakommune

Flere kommuner vil gerne være med i frikommuneforsøg, oplyser kommunalordfører. Vejles borgmester ønsker forvaltningsfrihed til kommunen på klimaområdet og drømmer på den måde om at blive undtaget for alle krav og regler vedrørende klimaindsats.

Udgivet: 12/10/2020

Caroline Ryberg Albæk

Researcher

Del artiklen:

Borgmesteren i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen (V) har skrevet et brev til Statsminister Mette Frederiksen (S), fordi Vejle-borgmesteren har et ønske om at få frie tøjler på klimaområdet:

"Jeg vil spørge, om ikke Vejle kan blive frikommune på klimaområdet," siger Jens Ejner Christensen til Vejle Amts Folkeblad.

Jens Ejner Christensen (V) sendte brevet til statsministeren, efter hun i sin tale ved folketingsårets åbning i forrige uge lancerede et nyt frikommuneforsøg.

Ifølge borgmesteren er Vejle ikke blevet spurgt om at blive en del af forsøget, men håber, at Vejle kan komme i betragtning på klimaområdet. Et emne som fylder meget på den nationale dagsorden, men der ikke er kommet fokus på i nogle af de syv kommuner, som nu får lov at køre forsøg på udvalgte områder. Det er kun inden for ældrepleje, folkeskole og dagtilbud, regeringen har givet grønt lys til forsøg.

"Det undrer mig, at et vigtigt emne som klima ikke er med. Vi sad så sent som i går og arbejdede med et papir over alle de begrænsninger, der er lagt over klima-området fra staten. Tænk, hvis vi kunne blive undtaget fra dem," siger Vejle-borgmesteren til Vejle Amts Folkeblad.

Forsøget giver syv kommuner frihed til at eksperimentere inden for en række kerneområder i kommunen, fordi forsøgskommunerne undgår at skulle begrænses af national lovgivning. I Viborg Kommune får de for eksempel mulighed for at eksperimentere på ældreområdet, og i Esbjerg får de frit spil på skoleområdet.

Det er endnu uvist, om der er plads til flere kommuner i forsøget. Den socialdemokratiske kommunalordfører i Folketinget, Birgitte Vind, kan umiddelbart ikke sige, om det kan lade sig gøre for Jens Ejner Christensen (V) at få Vejle med på forsøgsvognen. Men hun er glad for, at flere kommuner har vist interesse for forsøget, siden statsministerens tale:

"Der er virkelig mange, der ringer med gode ideer. Og Vejle har jo mange skibe i søen på klimaområdet, så et eller andet sted ligger det jo lige til højrebenet," siger Birgitte Vind til Vejle Amts Folkeblad.

Fakta: Syv kommuner får frihed på tre områder

Regeringen vil som et forsøg give syv kommuner fuldstændig frihed i tre år på et udvalgt velfærdsområde.

De syv kommuner er: Helsingør, Rebild, Viborg, Middelfart, Holbæk, Langeland og Esbjerg.

De får mulighed for at fravige alle regler, lovgivning og dokumentationskrav på et udvalgt velfærdsområde hver. Det er områderne folkeskole, dagtilbud og ældre.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32

Emner: Klima, Vejle Kommune, Statsministeren

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]