
"Vi vil gerne forbedre seniorpensionen,« siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Seniorpension står til at blive udvidet
Regeringen nærmer sig en politisk aftale om tidlig tilbagetrækning, hvor også seniorpensionen er i spil.
Udgivet: 09/10/2020
Sponseret af
Socialdemokratiet, SF, Dansk folkeparti og Enhedslisten ventes inden børnenes efterårsferie at indgå en aftale om en ny ret til tidlig pension til dem, der er begyndt tidligt på arbejdsmarkedet. Men aftalen ventes også at udvide muligheden for at gå på seniorpension.
Det skriver Jyllands-Posten.
I dag er seniorpensionen til dem, der har seks år eller mindre til folkepensionen, og som vurderes at have en arbejdsevne på 15 timer om ugen eller mindre. Regeringen har ifølge Jyllands-Postens oplysninger tilbudt at hæve det til 17 timer i de politiske forhandlinger med Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.
DF går efter at få det et nøk op.
»Vi kan godt lide princippet om, at dem, der har været mange år på arbejdsmarkedet, optjener en rettighed. Problemet med regeringens model er, at den ikke nødvendigvis hjælper dem, der er nedslidt. Derfor vil vi gerne forbedre seniorpensionen,« siger partiets finansordfører, René Christensen til avisen.
Notater fra forhandlingerne viser, at en ny grænse på 17 timer anslås at koste ca. 250 mio. kr. og reducere arbejdsstyrken med 500 fuldtidspersoner. De tal vil omtrent fordobles, hvis grænsen rykkes til 18 timer. Også SF har talt for at lempe seniorpensionen, ligesom Enhedslisten stiller sig bag kravet.
»Det kan være svært at afgøre i en lægelig vurdering, om man kan arbejde 15, 16, 17 eller 18 timer om ugen, men det vil sende et signal om, at flere skal med i ordningen. Jeg tror, at det vil hjælpe,« siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL) til Jyllands-Posten.
Vurderingen af ens arbejdsevne foretages i dag af kommunen, som afgør, om man kan få seniorpension. Efter nytår skal det afgøres af en ny myndighed under ATP.
Ydelsen på seniorpension er op mod 19.000 kr. om måneden. Til sammenligning foreslår regeringen, at tidlig pension skal give ca. 13.500 kr. om måneden.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har ikke ønsket at udtale sig til Jyllands-Posten på grund af forhandlingerne, som fortsætter fredag, hvor partierne er indkaldt til møde i ministeriet. Her venter bl.a. en diskussion om, præcist hvor timegrænsen skal sættes, og hvordan aftalen skal finansieres. Også den stigende pensionsalder, som Enhedslisten har krævet en stopper for, skal adresseres.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Temaer: Beskæftigelse
Emner: Jobcenter, Tidlig pension, Seniorpension







































