
Erhvervsstyrelsen lægger op til regelændring, der vil betyde færre udlejningsuger for sommerhuse om året. Det vil slå yderområder ihjel, siger Holstebros borgemster, H. C. Østerby (S). - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Borgmestre: Drop forslag om at begrænse udlejning af sommerhuse
'Det giver ingen mening.' Sådan skriver borgmester til Erhvervsstyrelsen, som lægger op til, at sommerhuse kun skal kunne udlejes 35 uger om året. Forslaget vil ifølge flere interessenter begrænse yderkommunernes økonomi og beskæftigelse.
Udgivet: 09/10/2020
Turister i sommerhuse er en indbringende forretning for både udlejere og kommuner.
Men i en ny vejledning, som netop er sendt i høring, lægger Erhvervsstyrelsen op til, at sommerhuse kun skal kunne udlejes i 35 uger om året. Det vil forkorte udlejningsperioden med seks uger.
Men det ville være katastrofalt for både økonomi og beskæftigelse i yderkommunerne, mener borgmester i Holstebro Kommune, H. C. Østerby (S), der også er bestyrelsesformand for turismesamarbejdet Destination Nordvestjylland.
I sit høringssvar angiver destinationen, at det vil gå hårdt ud over en turistbranche, som har kæmpet med eftervirkningen af corona-pandemien:
“Vi har jo netop arbejdet målrettet og strategisk for at sikre liv og beskæftigelse i yderområderne hele året. Hvis man nu fjerner muligheden for dele af udlejningen af sommerhuse, så slår man nogle af de her områder ihjel. Det giver ingen mening," skriver H.C. Østerby i en pressemeddelelse.
Destination Nordvestjylland anslår, at det kan betyde cirka 38.000 færre overnatninger alene i Holstebro Kommune. Og hvis hver sommerhusgæst i gennemsnit bruger 400 kroner om dagen, så vil de lokale handlende miste omsætning for omkring 15 millioner kroner, som vil forsvinde.
“Netop sommerhusudlejningen betyder arbejdspladser for håndværkere, restauranter, butikker, administration, arrangører af udflugter og så videre,” siger direktør for Destination Nordvestkysten, Peter Krusborg, til Dagbladet Holstebro-Struer.
Også i Varde Kommune er der dybe panderynker at spore. Konsekvenserne er uoverskuelige, hvis kommunens 8.500 sommerhuse ikke kan blive lejet ud i 41 uger. Det siger Vardeborgmester Erik Buhl (V), der samtidig er i bestyrelsen for Destination Vesterhavet, som drives sammen med nabokommunen Ringkøbing-Skjern:
“Det er jeg rigtig ked af, for det spænder ben for alt det, vi arbejder for ved vestkysten. Helt konkret vil det betyde, at færre huse kan udlejes uden for hovedsæsonen,” siger borgmester Erik Buhl (V) til Avisen Danmark.
Feriehusudlejernes Brancheforening har tidligere anslået, at de seks færre udlejningsuger på landsplan kan koste 9.300 job i hele landet.
Venstres turismeordfører på Christiansborg, Anni Matthiesen, vil nu have erhvervsministeren i samråd om styrelsens forslag:
- Det vil få katastrofale konsekvenser for sommerhusområderne. Ikke bare udlejerne vil kunne mærke en mindre indtægt - også følgeerhverv, som detailbutikker og håndværksvirksomheder vil blive påvirket i en negativ retning og vil utvivlsomt komme til at opleve en stor nedgang i omsætning, hvis området mister seks uger med turister," siger Anni Mathiesen til Avisen Danmark.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Emner: Erhvervsliv, Holstebro Kommune, Varde Kommune, Turisme









































