
Kristian Jørgensen (DF), udvalgsformand i Kolding Kommune, har besluttet sig for ikke at genopstille ved kommunalvalget næste år. (Arkiv) - Foto: Kolding Kommune
Tidspres: Politikere siger fra over for byrådsarbejdet
Indtil videre siger 6 ud af 25 medlemmer af byrådet i Kolding farvel til byrådsarbejdet efter KV21. Det politiske arbejde tager for meget tid fra især familie og karriere, lyder det fra to politikere i Kolding, der har truffet et ærgerligt valg. Landsdækkende undersøgelse viser, at lokalpolitikere især stopper for at passe deres arbejdsliv.
Udgivet: 05/10/2020
Det kan være svært foreneligt at have job og karriere, et harmonisk familieliv og samtidig være byrådsmedlem i en af landets kommuner.
Der er nu lige over et år til kommunalvalget, og i flere kommuner har mange siddende medlemmer allerede meddelt, at de ikke genopstiller.
Samtidig viste en rundspørge fra A4 Arbejdsmiljø i oktober 2019, at det blandt landets knap 2.500 kommunalpolitikere - hvoraf 838 svarede - var lige knap hver tredje, der overvejer at stoppe med byrådsarbejdet.
Den tendens bekræftes i Kolding Kommune, hvor indtil videre 6 politikere ud af byrådets 25 medlemmer har meddelt, at de ikke genopstiller til næste år. Det skriver JydskeVestkysten.
For 32-årige Kristina Jørgensen, som er formand for byrådets børne- og uddannelsesudvalg for Dansk Folkeparti, er der to årsager til, at hun ikke genopstiller. Den ene er hensynet til familien:
“Jeg er en typisk 2020-kvinde, som vil gøre mit arbejde godt, være en god mor, have et rent hjem og være politiker til UG. Så da vi blev hjemsendt på grund af corona, kunne jeg høre mine to børn på snart tre år og fire år sige: ‘Hvor er det dejligt, du er hjemme, mor.’ Det blev et pejlemærke for min beslutning,” siger Kristina Jørgensen til JydskeVestkysten.
Hun understreger, at hun er glad for arbejdet i byrådet. Men der er også andre ting, der presser sig på ud over hensynet til familien:
“I mit nuværende job på nedsat tid udnytter jeg ikke mine kvalifikationer. Jeg har udsigt til et fuldtidsjob med faste arbejdstider og en indtægt, som ikke stiller min familie i en økonomisk sårbar situation. Det er meget tiltalende, så det har jeg valgt, selvom det også er ærgerligt, at sådan en som mig dermed ikke kan være med til at give en bredde i byrådets sammensætning," siger Kristina Jørgensen til avisen.
Rundspørgen i A4 Arbejdsmiljø viser, at 29 procent af kommunalpolitikerne, der er udfordret tidsmæssigt i forbindelse med det lokalpolitiske arbejde, svarer, at det skyldes forhold i privatlivet, mens 55 procent angiver, at det skyldes forhold i arbejdslivet.
Og det er ikke bare den yngre generation af politikere, der har svært ved at få det hele til at hænge sammen. I Kolding byråd er Venstres Ole Alsted på 50 år i tvivl, om han vil genopstille:
“Jeg er ved at opbygge en ny tilværelse som selvstændig. Jeg aner ikke, om det kan bære, eller om en eventuelt ny fuldtidsarbejdsgiver giver mig lov til at fortsætte ved genvalg. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi som politikere bliver straffet for at ‘tage en for holdet’ ved at stille os til rådighed, fordi vi netop ikke kan levere en fuld 37 timers uge,” siger Ole Alsted til JydskeVestkysten.
I august meddelte Koldingborgmester Jørn Pedersen (V), at han ikke genopstiller ved det kommende valg. Borgmesteren gav som årsag delvist, at hvis han som 52-årig skal prøve en anden karrierevej, er det tid til at indstille de politiske ambitioner.
Borgmestre som ikke genopstiller ved KV21
Egon Fræhr (V), Vejen
Lars Krarup (V), Herning
Henrik Frandsen (V), Tønder
Jørn Pedersen (V), Kolding
Ole Bollesen (S), Syddjurs
Ole Wej Petersen (S), Ærø
H.P. Geil (V), Haderslev
Ib Kristensen (V), Billund
Kilde: NB-Kommune
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Temaer: Kommunevalg
Emner: Politik, Arbejdsmiljø, Kolding Kommune, Kommunalbestyrelser, Byråd







































