
Kommunernes kriseberedskaber er genaktiverede flere steder på grund af stigende smittetal. (Arkiv) - Foto: Soren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Flere kommuner spritter kriseberedskabet af
Anden bølge af coronavirus er over os, og i flere kommuner er kriseberedskabet blevet genaktiveret. Det er klogt at holde kommandolinjerne varme, lyder det fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Udgivet: 02/10/2020
Håndtag og kontaktflader sprittes af med efterhånden stor erfaring rundt omkring på landets skoler og andre kommunale bygninger og institutioner.
Kriseberedskabet er flere steder blevet genaktiveret på grund af stigningen i antal smittede i de fleste kommuner, skriver DR Nyheder.
Nogle har oprettet en døgnbemandet hotline for medarbejdere, hvor de kan få svar på akutte spørgsmål om, hvordan de skal forhold sig til smitten, andre holder ugentlige møder om udviklingen, men de fleste steder er det rengøringsindsatsen, der igen har fået en opgradering.
I Furesø Kommune har man som en del af beredskabet netop ansat 16 ledige som rengøringspersonale.
Medarbejderne er vigtige brikker i Furesøs samlede kriseberedskab, siger borgmester Ole Bondo Christensen (S):
“Vi tror på, at hvis vi gør den enkelte skole, institution eller plejehjem opmærksomme på de her ting, så kan vi forebygge smitte, og vi kan reagere hurtigt med smitteinddæmning, hvis der alligevel opstår smitte,” siger Ole Bondo Christensen til DR Nyheder.
Den ekstra ‘corona-rengøring’ sker, mens eleverne er på skolen:
“Når der bliver gjort rent, mens eleverne er i skole, ser de, at god hygiejne er vigtig, og det kan de også tage med hjem, og det er afgørende for at undgå smittespredning,” siger Ole Bondo Christensen til DR Nyheder.
Møder i krisestaben er en vigtig del af beredskabet i Halsnæs Kommune. Her beslutter man f.eks., hvorvidt forældre må komme helt indenfor i daginstitutionerne og skoler, forklarer kommunaldirektør Anders Mørk Hansen:
“Hvis daginstitutionslederen eller den enkelte pædagog skal stå og tage den kamp med hver eneste forælder, tror jeg, det bliver umuligt. Det er derfor, den type beslutninger kan være gode at løfte op og lave en overordnet ramme for. Og den ramme laver vi i kriseberedskabet," siger Anders Mørk Hansen til DR Nyheder.
Kommuner med stort fokus på kriseberedskabet får ros fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Enhedschef Charlotte Hjort mener, det er vigtigt at være på forkant med udviklingen:
“Det er rigtig klogt at have kriseberedskabet klart. For i det øjeblik, smitten stiger, er det rigtig godt at vide, hvem der gør hvad, og at man har kommandolinjerne klar,” siger Charlotte Hjort til DR Nyheder.
Andre kommuner med genaktiveret kriseberedskab er blandt andre Sønderborg og Ikast-Brande kommuner.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Emner: Forebyggelse, Beredskab, Furesø Kommune, Halsnæs Kommune








































