"Det er nu, vi skal stå sammen for at få bragt smitten under kontrol," siger Simon Aggesen (K), som er borgmester i Frederiksberg Kommune, der også har sendt kontormedarbejdere hjem.

"Det er nu, vi skal stå sammen for at få bragt smitten under kontrol," siger Simon Aggesen (K), som er borgmester i Frederiksberg Kommune, der også har sendt kontormedarbejdere hjem. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Flere kommuner sender kontoransatte hjem

Der er en del kommuner udover København og Odense, som følger opfordringen fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og beder administrative ansatte arbejde hjemmefra.

Udgivet: 09/09/2020

Del artiklen:

Efter stigende coronasmitte har sundhedsminister Magnus Heunicke opfordret kommunerne til lade flere arbejde hjemme. Det lytter kommunerne til.

I Københavns Kommune er alle chefer blevet opfordret til i videst muligt omfang at sende de administrative ansatte hjem de næste 14 dage.

- Det er selvfølgelig et forsøg på at gøre alt, hvad vi kan for at få knækket stigningen i smitte i blandt andet vores by, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Han vil ikke komme ind på, hvor mange medarbejdere opfordringen gælder. Men han påpeger, at det ikke bliver medarbejdere i borgerkontakt.

- Vi er jo ikke i nødberedskab, som vi var tidligere. Vi skal holde kommunen oppe at køre og holde alle funktioner i gang.

- Vi skal drive vores daginstitutioner, skoler, ældreomsorg, socialomsorg, vores borgerservice og vores jobcenter, siger overborgmesteren.

Samme model med at lade nogle administrative ansatte arbejde hjemmefra iværksættes også på Frederiksberg, i Ballerup og Lyngby-Tårbæk.

- Det er nu, vi skal stå sammen for at få bragt smitten under kontrol, siger Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K), i en kommentar.

Her er man også i dialog med kommunens uddannelsesinstitutioner. Det er nemlig i øjeblikket særligt unge, som smittes med covid-19.

- Endelig laver vi en målrettet indsats for at sikre, at byens erhvervsliv har kendskab til de nye anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, lyder det.

Kommunerne er alle en del af 18 kommuner, som der mandag blev annonceret lokale restriktioner for til at bremse spredningen af coronavirus.

Den eneste kommune uden for Sjælland på listen var Odense. Her vil man også sende administrative medarbejdere hjem.

Stadsdirektør i Odense Kommune Stefan Birkebjerg Andersen fortalte mandag, at det drejer sig om op mod 2000 kommunale medarbejdere.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31

Emner: Københavns Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Odense Kommune, Forvaltning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]