
"Selvfølgelig skal kommunale medarbejdere corona-testes. Selvfølgelig. Men det er et helt urimeligt krav, at det også skal foregå i fritiden og sågar i ferierne," siger forbundsformand Mona Striib. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Morsø Kommune og KL skal i Arbejdsretten
Det er et klokkeklart overenskomstbrud, når flere kommuner kræver coronatest af medarbejderne i fritiden og i medarbejdernes ferie uden at kompensere dem. Det mener FOA, som har indstævnet KL og Morsø Kommune for Arbejdsretten.
Udgivet: 04/09/2020
Morsø Kommune og KL indstævnes nu for Arbejdsretten for brud på overenskomstens arbejdstidsbestemmelser af fagforbundet FOA. Anledningen er kommunale krav om, at medarbejdere i kommunerne skal lade sig corona-teste i både fritid og ferier uden kompensation.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra FOA.
"Selvfølgelig skal kommunale medarbejdere corona-testes. Selvfølgelig. Men det er et helt urimeligt krav, at det også skal foregå i fritiden og sågar i ferierne. Det er jo hovedrystende forkert," siger forbundsformand for FOA, Mona Striib.
Der har været holdt både lokale og centrale forhandlinger om situationen. Men både Morsø Kommune og KL har stået fast på, at coronatests om nødvendigt foregår i fritiden. Man har henvist til, at medarbejderne bør udvise samfundssind.
"Men er der nogen, der har vist samfundssind, så er det frontlinje-personale i for eksempel ældreplejen. Vi har flere tusinde smittede i frontlinjen, vi har hundredvis af arbejdsskade-anmeldelser," siger Mona Striib ifølge pressemeddelelsen og fortsætter:
"Her er der sandelig vist samfundssind ved at møde dagligt på arbejde - og i mange tilfælde på skiftende arbejdssteder alt efter, hvad myndighederne havde brug for. På Mors er der nu eksempler på, at medlemmer har modtaget en sms i ferien med krav om at køre små 30 kilometer til Thisted for at lade sig corona-teste."
Hun pointerer, at coronatests er særdeles vigtige. De er afgørende for at få bekæmpet corona.
"Myndighederne hævder rask væk, at de har mobile test-enheder i brug. Lad dog disse mobile enheder køre forbi for eksempel plejehjemmene. Så tager en test fem minutter. Sværere er det vel ikke," mener Mona Striib.
Morsø kommune er ikke den eneste kommune, der har beordret medlemmer til test i fritiden.
"Der er flere sager på vej, og jeg håber, at KL nu besinder sig. Det kan de gøre ved at vedgå, at man testes i arbejdstiden. Kan det er praktiske årsager ikke lade sig gøre, så skal man naturligvis have løn for ulejligheden," mener Mona Strib.
Ingen kommentar
I Morsø Kommune ønsker man ikke at kommentere på sagen. Det skriver Fagbladet FOA.
"Vi er sammen med arbejdsmarkedets parter ved at diskutere sagen, og før der ligger en afklaring, ønsker vi ikke at kommentere sagen. Når der er en afklaring, vil vi naturligvis respektere udfaldet af sagen," lyder det i et skriftligt svar fra Lisbeth Nielsen, der er HR- og Lønchef i Morsø Kommune.
Fagbladet FOA har også forsøgt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening, hvor man heller ikke ønsker at udtale sig.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Overenskomster, FOA, Morsø Kommune









































