
"Alle børn i vuggestuer og børnehaver har brug for voksenkontakt og nærvær, og forældre skal kunne aflevere deres børn uden at få ondt i maven," siger Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF). - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
København vil indføre minimumsnormeringer i 2022
København skal gå foran og indføre minimumsnormeringer i børneinstitutionerne allerede i 2022, mener S og SF i Borgerrepræsentationen. De to partier vil afsætte knap en halv milliard kroner til flere pædagoger og pædagogmedhjælpere i hovedstaden.
Udgivet: 25/08/2020
Normeringer i landets daginstitutioner har været heftigt debatteret det seneste år. Både forældre og personale landet over har efterspurgt flere pædagoger og -medhjælpere i vuggestuer og børnehaver. I vinters besluttede regeringen sammen med en række partier at indføre minimumsnormeringer i landets daginstitutioner fra år 2025. Det betyder, at der højst skal være tre børn per voksen i vuggestuer og højst seks børn per voksen i børnehaver.
Nu går landets største kommune foran og indfører minimumsnormeringer allerede fra 2022. Det foreslår Københavns overborgmester Frank Jensen (S), sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) og børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen.
"Daginstitutionerne spiller en nøglerolle i forhold til at give vores børn en god hverdag fuld af leg og læring. Vi har sat målrettet ind for at løfte kvaliteten i byens børnehaver og vuggestuer, og indsatsen har båret frugt. Næste skridt er at sikre flere pædagoger allerede fra næste år, så der bliver mere tid til det enkelte barn - og mere ro omkring vores dygtige pædagogers arbejde," siger overborgmester Frank Jensen (S).
Samlet set skal der i København investeres 450 millioner kroner over de næste fire år - vel at mærke oveni det statslige tilskud til bedre normeringer. Allerede fra næste år, i 2021, vil kommunen skulle fordoble statens tilskud til bedre normeringer, som forventeligt er 76 millioner kroner. Pengene går til flere pædagoger og pædagogmedhjælpere.
Det er en historisk stor investering i byens vuggestuer og børnehaver, som skal være med til at fortsætte den gode udvikling, daginstitutionerne er inde i, står der i pressemeddelelsen.
"Minimumsnormeringer er hjerteblod for SF. Alle børn i vuggestuer og børnehaver har brug for voksenkontakt og nærvær, og forældre skal kunne aflevere deres børn uden at få ondt i maven. Derfor er det min hovedprioritet at sikre flere pædagoger ved årets budgetforhandlingerne, så vi allerede kan indføre minimumsnormeringer i 2022 i København," siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Den bedre normering skal ikke stå alene.
"Hvis alle byens børn skal have de bedste betingelser for at udvikle sig, lære og trives, skal vi sikre, at alle vores dagtilbud er af høj kvalitet. En god normering er afgørende, men det er mindst lige så vigtigt, at vores pædagoger og medhjælpere har de rette kvalifikationer. Så vi skal fortsætte vores ambitiøse arbejde med at udvikle de pædagogiske metoder og kompetencer i institutionerne," siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).
Forslaget vil de tre borgmestre tage med i forhandlingerne om kommunens budget i slutningen af denne måned.
Fakta
Som en del af finanslov 2020 blev regeringen, RV, SF, Enhedslisten og Alternativt enige om at indføre lovbundne minimumsnormeringer fra 2025.
De tre københavnske borgmestre foreslår, at kommunen investerer 449,6 mio. kroner over de næste fire år til at sikre minimumsnormeringer allerede fra 2022, så der maksimalt er 3 børn pr. voksen i vuggestuerne og 6 børn pr. voksen i børnehaven i gennemsnit for alle kommunens institutioner. I dag er normeringen 3,2 børn pr. voksen i byens vuggestuer og 6,5 i børnehaverne.
En indføring af minimumsnormeringer fra 2022 vil betyde, at prisen på en daginstitutionsplads vil stige en smule - mellem henholdsvis 18-46 kroner for en vuggestueplads og 21-38 kroner for en børnehaveplads om måneden.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31











































