
Stevns Kommune valgte den billige - og dårlige - løsning, da man i 2012 fik brobelagt handelsgade. Det kommer nu til at koste kommunen et par millioner kroner i ekstraomkostninger, viser kendelse i voldgiftsretten. (Arkiv)
Dårlige beslutninger fører til tabt voldgiftssag
En dårlig brolægning af handelsgade fik Stevns Kommune til at anlægge voldgiftssag mod hovedentreprenør og rådgivningsfirma. Men kommunen er i stedet endt med røde ører.
Udgivet: 21/08/2020
Det er ikke altid en god idé at vælge de billigste materialer, når kommunen skal i gang med anlægsopgaver.
Det må man sande i Stevns Kommune i sydøstsjælland, hvor kommunen netop har tabt en voldgiftssag, man selv anlagde i 2014 mod hovedentreprenøren og deres rådgivningsfirma for dårligt udført håndværk og mangelfuld rådgivning. Det skriver Sjællandske Medier.
Det begyndte ellers så godt, da kommunen i 2012 fik brobelagt handelsgaden i Store Heddinge til alles tilfredshed. Men ikke længe derefter kunne de handlende konkludere, at gaden var ujævn, og det bumpede når man kørte på brostenene.
Ikke godt nok, mente kommunen, som derfor stævnede hovedentreprenøren og det rådgivningsfirma, kommunen havde. Men nu er kendelsen kommet, og den peger direkte tilbage mod Plan- og Teknikudvalg i Stevns:
Politikerne valgte den billigste metode med brosten, der kun blev fæstnet i grus uden forstærkning af betonplader, og på trods af advarsler om, at det næppe var stærkt nok til formålet. Begge firmaer er nu blevet frifundet for skyld.
Nu står Stevns Kommune i stedet tilbage med en ekstraregning på to millioner kroner til hovedentreprenøren i tilbageholdte beløb foruden sagsomkostningerne. Derudover skal handelsgaden også restaureres.
Formand for Plan, Miljø & Teknik, Flemming Petersen (V), havde ikke forventet at voldgiftssagen på den måde vendte ansvaret på hovedet:
“Jeg er meget overrasket over udfaldet, men nu må vi kigge fremad. For nu kan vi så endelig begynde at gøre noget ved problemerne og rette op på det. Nu er det endelig vores vej. Vi har jo intet kunne gøre, mens voldgiftssagen stod på,” siger Flemming Petersen til Sjællandske Medier.
Voldgiftssagen har siden 2014 fået kommunen til at ændre på procedurer for fremtidige anlægsprojekter:
“Kommunen griber nu tingene helt anderledes an. Vi har etableret et ejendomscenter, som holder hånd i hanke med byggesagerne med mere tilsyn og opfølgning. Så jeg kan kun sige, at denne sag ikke kun har afstedkommet, at vi har været udfarende, men vi har bestemt også kigget indad," siger Flemming Petersen til Sjællandske Medier.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Temaer: Budgetter
Emner: Byggeri, Jura, Stevns Kommune







































