
Danskerne har været turister i eget land og nydt godt af de mange muligheder for at motionere i naturen. Billedet er fra Naturpark Vesterhavet, der strækker sig over 22.500 hektar med strand, klitlandskab, hede, klitplantager og anden natur. - Foto: Destination Vesterhavet
Danske turister skal lokkes endnu mere til at blive i Danmark
Mange flere danskere har været turister i Danmark denne sommer. Der skal gøres meget ud af at tiltrække netop dem, der har genopdaget Danmark som feriested. Det siger ledere fra en række destinationer i en rundspørge foretaget af NB-Kommune.
Udgivet: 13/08/2020
Tyske turister med bil og badelagen på stranden langs den jyske vestkyst hører med til billedet af det danske sommerland lige så vel som regn og blæst.
I år måtte billedet tages om, for på grund af covid-19 skulle de fleste udenlandske gæster finde andre feriemål. Og vi danskere måtte gøre det samme, og en rundspørge til nogle af turistdestinationerne tyder på, at flere danskere valgte Danmark.
”Coronakrisen har været medvirkende til, at destinationen har haft mange danske gæster, hvor det ’normalt’ er tyske gæster, der besøger vores destination. Det har givet os og turismevirksomhederne en viden om og erfaring med danske gæster, og hvilke behov og ønsker de har. Den viden vil vi fremadrettet bruge på at tiltrække flere danske gæster,” siger Rasmus Sømod, Senior destinationsudvikler, Destination Vesterhavet.
Danskere er også til udeliv
Fyn er også et af de områder i Danmark, som tyske turister normalt besøger i sommerferien med deres cykler, fiskestænger og andre outdoor aktiviteter. Og den type turisme har danskerne også taget til sig i sommer, hvilket Destination Fyn ser som et potentiale for at tiltrække og fastholde danske turister.
”Nu viste vejret sig jo desværre ikke fra sin bedste side, men vores vurdering er helt klart, at mange af de danske turister, der har besøgt Fyn hen over sommeren, har fået øjnene op for de mange muligheder, øen rummer med forskelligartede oplevelser inden for meget korte geografiske distancer, ” siger Rasmus Hessum Hansen, klyngedirektør, Destination Fyn.
Han håber naturligvis, at mange danskere vil vende tilbage til næste år, hvor de forhåbentlig vil skulle dele cykelstier og sengepladser med flere udenlandske turister fra Tyskland, Norge, Holland og Belgien, som er markeder Destination Fyn satser på.
Turister hele året rundt
Bornholm hører normalt til et af danskernes foretrukne sommerferiemål, og i følge Destination Bornholm vender 80 procent af de danske gæster, der besøger øen, tilbage senest efter tre år. Og den viden vil turisterhvervene bruge fremadrettet i arbejdet med at få endnu flere gæster til Bornholm.
”Vi ser derfor en stor mulighed for at få disse ”nye” gæster til at vende tilbage og ikke kun om sommeren, men også meget gerne i forår, efterår eller endda vinter, som er de perioder vi strategisk arbejder med,” siger Helle Mogensen, presseansvarlig hos Destination Bornholm.
Det samme fokus på helårsturisme har VisitNordsjælland, hvor direktør Annette Sørensen håber på, at udenlandsrejsen suppleres med en ferie i Nordsjælland/Danmark. Og i den forbindelse har hun et ønske til regeringen om fortsat at afsætter ekstra midler til denne indsats, og at regeringen finder midler til at forlænge sommerpakkens støtte, så det er muligt at køre med entrebilletter til halv pris også i efterårsferien i uge 42 som et minimum.
NB-Kommune har talt med: Destination Vesterhavet, Destination Bornholm, Destination Fyn og Visit Nordsjælland.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Emner: Turisme







































