
Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, mener, at fratagelse af børnechecken som straf for ulovligt fravær i skolen, rammer skævt for mål. (Arkiv) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kommuner splittet i syn på børnecheck-sanktion
I Aarhus og København er flest forældre blevet frataget børnecheck som straf for børns ulovlige fravær. De to kommunerne ser forskelligt på muligheden for at sanktionere.
Udgivet: 10/08/2020
Forrige sommer trådte en ny regel i kraft, der giver kommunerne ret til at stoppe for at udbetale den kvartalsvise børnecheck til forældre, der ikke får sendt deres børn i skole.
Har barnet mere end 15 procent ulovligt fravær, så stopper udbetalingerne til familien.
Det er en regel, som de store kommuner er uenige i om virker efter hensigten, skriver Altinget.
Mediet har fået aktindsigt i tal fra landets største kommuner, og indsigten viser, at over 200 børnefamilier er blevet straffet, siden loven trådte i kraft.
Aarhus Kommune har flest sager - nemlig 108. Men rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF), mener, at det rammer socialt skævt for mål.
“Jeg deler den nervøsitet, som de fleste skolefolk og socialrådgivere har haft. Nemlig at man er bange for, at det kan betyde, at samarbejdet mellem skolen og familierne lider skade. Og at nogle kan blive ramt af yderligere fattigdom,” siger Thomas Medom til Altinget.
Københavns Kommune har med 98 sager næstflest tilfælde, hvor børnechecken er blevet inddraget. Her mener børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S), at straffen ser ud til at virke.
“Vi kan konstatere, at siden reglerne blev indført, har vores skoler registreret et faldende ulovligt fravær. Der har også været et fald i skolernes underretninger til forvaltningen og et fald i antallet af afgørelser, hvor forvaltningen sanktionerer. Det synes jeg er positivt,” siger Jesper Christensen i et skriftligt svar til Altinget.
Hos KL bakker formand for Børne- og Undervisningsudvalget Thomas Gyldal Petersen (S) op om fraværsstraffen som et redskab til at få reduceret fraværet:
“Det er bare vigtigt for mig, at det ikke står alene. Vi er nødt til at arbejde socialpædagogisk og andet med de børn og familier, som har for meget fravær,” siger Thomas Gyldal Petersen, der til daglig er borgmester i Herlev Kommune, til Altinget.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Emner: Skole, Aarhus Kommune, Københavns Kommune












































