
Skolerne bliver igen indtaget af eleverne, når børnene mandag vender tilbage til en næsten helt almindelig skoledag. (Arkiv) - Foto: Bent Midstrup/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Skolestart med gode erfaringer fra foråret
Mandag vender skoleeleverne tilbage, og på skolerne er de sidste forberedelser i fuld gang med det almindelige skoleskema. Men ikke alt er, som det var engang.
Udgivet: 06/08/2020
Når skolerne i hele landet åbner igen efter sommerferien, er det i skyggen af en coronapandemien, der stadig spøger i kulissen og atter truer den almindelige skoledag.
For nok er nød- og hjemmeundervisningen fra foråret slut, men i Svendborg Kommune siger skoleleder Troels Segel, at visse forholdsregler er kommet for at blive.
Blandt andet vil et højere rengøringsniveau, hyppig håndvask og afstandskrav klasserne imellem blive opretholdt.
“Vi fastholder håndvask, inden eleverne går ind i bygningen om morgenen. Og før og efter spisesituationen. Forældre skal stadig aflevere udenfor - for at holde den smittekilde ude - og det er også udmærket, at børnene lærer at bære deres taske ind selv, så der er en lille sidegevinst i det,” siger Troels Segel til Fyens Stiftstidende.
Svendborgs skole- og uddannelseschef Nanna Lohman er fortrøstningsfuld inden skolestarten, men hun er også klar over, at corona-spøgelset lurer i skyggerne:
“Jeg er tryg ved, at børnene kommer tilbage i skolen, og vi har jo øvet os. Nu skal vi lige tilbage på sporet både på skolen og i det øvrige samfund og så må vi se hvad efteråret byder. Vi vil hele tiden være klar til at stramme op,” siger Nanna Lohman til Fyens Stifttidende.
Også i Gentofte Kommune tager man noget erfaring med sig fra genåbningen i juni og de strikse restriktioner, der blev indført inden ferien:
"Der kom et betydeligt fokus på hygiejne, som fungerede rigtig godt, og som vi vil føre videre, for vi mærkede et mindre sygefravær. I foråret havde vi også en betydelig del af undervisningen udendørs, og det har været en god læring for os. Vi kommer til i langt højere grad at bruge udearealerne til undervisning," siger skolechef i Gentofte Kommune Hans Andresen til Sjællandske Medier.
Skolechefen forklarer også, at der på skolerne inden ferien blev indført forskudte frikvarterer, og det havde den positive sideeffekt, at der var færre konflikter i skolegården.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Emner: Skole, Gentofte Kommune, Svendborg Kommune












































